DIANALUND

Svanemærket modulbyggeri i Troldehaven vedtaget

Børnehuset Troldehaven skal rives ned, og et nyt, Svanemærket Troldehaven skal bygges. Det besluttede Sorø Kommunes kommunalbestyrelse på et lukket møde den 22. juni 2023. Vinder af udbuddet, JJ Tømrer & Snedker A/S, forventer at gå i gang med arbejdet efter sommerferien.

Sorø Kommunes Kommunalbestyrelse vedtog på et lukket møde den 22. juni 2023 at opføre en ny, Svanemærket daginstitution til børnehaven Troldehaven på Sømosevej i Dianalund. Det blev samtidig besluttet, at den eksisterende Troldehaven skal rives ned.

”Vi har nu indgået aftale med totalentreprenør JJ Tømrer og Snedker A/S, som blev vinder af udbuddet. Det er vi meget glade for. Vi modtog fire meget spændende tilbud, som alle blev bedømt af et bredt bedømmelsesudvalg med repræsentanter fra Børn og Undervisningsudvalget, Troldehaven og Byg og Anlæg i Sorø Kommune,” fortæller projektleder Jan Holme Thomassen fra Sorø Kommune.

”Vi er glade for totalentreprisen for Sorø Kommune og glæder os meget til samarbejdet,” udtaler Jesper Skovby, indehaver af JJ Tømrer & Snedker A/S.

Byggeriet forventes at starte op efter sommerferien, efter der er søgt om nedrivningstilladelse af den eksisterende bygning.

Formand for Natur, Teknik og Planudvalget, Bo Christensen, udtaler:

”Jeg er rigtig glad for, at vi opfører byggeriet med en Svanemærket certificering, ligesom det også er tilfældet med renoveringen på Holbergskolen. Også i Troldehaven får vi nu en bygning, der lever op til nutidens krav om byggematerialer og energiforbrug.”

Nyt svanemærket modulbyggeri på Sømosevej

Den eksisterende daginstitution på Sømosevej blev lukket ned ved udgangen af 2017, da der blev fundet skimmel i tagkonstruktionen. Troldehaven har siden måttet få hverdagen til at fungere på to mindre arealer på Lundetoftevej. Den nye daginstitution har derfor været længe ventet og med stort politisk fokus på at få Sømosevej i anvendelse igen.

Jakob Spliid, Formand for Børn og Undervisningsudvalget, udtaler:

”Jeg er glad for, at vi nu skal i gang med byggeriet. Jeg glæder mig til, at Troldehavens børn og personale snart kan flytte tilbage på den skønne, store grund tæt på Holbergskolen og i helt nye, moderne og Svanemærkede rammer.”

Den nye svanemærkede daginstitution får et forventet bruttoareal på 900 m2 og skal huse tre grupperum til børnehave og to grupperum til vuggestue. Institutionen opføres som en moderne institution ud fra nutidige pædagogiske, drifts-, og myndighedsmæssige krav, som er anderledes i dag end tidligere.

Gennem brugerinddragelser har brugere været med til at sætte præg på udformningen, og der er bl.a. tænkt i gode personalefaciliteter, fleksible fællesarealer, garderober med direkte tilknytning til de enkelte stuer og meget andet.

”Vi er rigtig glade for det forløb, der har været, og vi har været godt inddraget hele vejen igennem,” fortæller Charlotte Kupiec, pædagogisk leder i Børnehuset Troldehaven. ”Der har været et godt samarbejde med bygherrerådgiver, arkitektfirmaet Arkiplus A/S, og vi i udvalget har haft nogle gode dialoger hele processen igennem.”

Det nye Børnehuset Troldehaven forventes at kunne tages i brug umiddelbart efter sommerferien 2024.

del dette

Nyheder

velkommen til
DUR
Dianalund UdviklingsRåd
Lorem ipsum dolor sit amet, consetetur sadipscing elitr, sed diam nonumy eirmod tempor invidunt ut labore et dolore magna aliquyam erat, sed diam voluptua. At

Lorem ipsum dolor sit amet, consetetur sadipscing elitr, sed