Nytårshilsen fra DUR 2025
Udgivet den 08. december 2025
Julelyset på Centertorvet er tændt, og herhjemme brygges der på ønskelister og pakkes adventsgaver ind. December sættes i gang med mange hyggelige aktiviteter herunder, for mig, at skrive en nytårshilsen til vores nyhedsbrev.
Man kan godt blive lidt presset, når man skal opsummere DURs aktiviteter gennem året og stadig have læseren med til vejs ende. Hvordan gør man det? Fokus, siger jeg til mig selv og indser, at jeg må prioritere med frygt for, at nogen føler sig overset, men I er ikke glemt.
Lad mig starte ved vores infoskærm i centret. Jeg er begejstret over, at man kan blive inspireret til byens aktiviteter, når man alligevel er nede at handle. Alle der er medlem af DUR kan købe sig til et opslag, der foregår indenfor 4293. Vi har udgifter til service på skærmen, internet og administrationstid, derfor har vi valgt at tage et lille beløb for opslag, men vi synes det er en billig pris for at komme ud til mange borgere. Skærmen har kørt et års tid nu og vi evaluerer løbende. Hold endelig øje med skærmen i det kommende år, hvor Dianalund fejrer sit 125 års jubilæum.
Vi har primært gang i fem undergrupper:
E-DUR
E-DUR har startet et nyt initiativ med E-DUR by Night.
Flagalléen
Flagalléen fungerer fantastisk ved 7. og 8. klasserne og ledet af Thomas Grønkjær. (Husk at du også kan leje flag igennem DUR).
DUR Event
DUR Event har lavet fastelavn, Halloween og Vælgermøde forud for kommunalvalget.
Både Halloween, styret af Marianne Vinding og KFUM Spejderne og fastelavn, styret af Anne Greve og Christina fra Vintage Life, blev afholdt i Dianalund Centret og det giver vildt god mening, at vi på den måde supporterer hinanden i byen.
I foråret blev en flot renoveret minigolfbane indviet og overdraget til Dianalund Idrætsforening. Den er blevet flittigt brugt hen over sommeren og det er dejligt at alle respekterer området og materialerne.
Desforuden er der startet fællesspisninger op den 2. tirsdag i måneden i Borgerhuset, og vi håber dette initiativ kan være med til at skabe fællesskab og forebygge ensomhed.
Et nyt initiativ i år i DUR event er en jule klippe-klistredag. Kamilla Rostved har arbejdet målrettet gennem flere måneder med at få dette arrangement på benene, fordi det synes hun, der manglede i byen.
Det er det engagement, som jeg gerne vil sige alle jer frivillige tusind tak for. Alle jer der lægger energi i jeres by som frivillige, er jeg personligt meget taknemmelige for, at I gider. Jeg håber, at I vedbliver at have drivkraften – også selvom det er mindre ting. Det gør bare en kæmpe forskel.
I marts måned i forbindelse med vores generalforsamling afholdt vi Borgermøde for at få jeres input til fremtidens Dianalund. Vi samlede det hele i et brev, som blev sendt til de politiske partier forud for det kommende kommunalvalg. Vi ønskede, at de vidste, hvad der fylder hos os i Dianalund. På mange måder har vi arbejdet med politisk indflydelse i år. Det er ikke altid så tydeligt, som når der står en minigolfbane klar, men det er et vigtigt og nødvendigt arbejde, og en del af DURs vision. Sidste års fokus på Bus 420 har givet frugt, og bus 420 genindsættes til foråret med timedrift over Dianalund ifølge budgetaftalen.
Kultur- og idrætsfaciliteter (KIF)
Vi søger også samarbejde med politikerne og Sorø kommune, når vores undergruppe KIF = Kultur- og idrætsfacilitet arbejder på at få udvidet den nuværende meget pressede kapacitet. Det er helt nødvendigt at have politisk opbakning til et så stort projekt. Dels ved samarbejde med kommunens forvaltninger, men også økonomisk. Vi har fået positive tilkendegivelser fra flere sider – nu må vi se, om de holder deres løfter efter valget. Fakta er, at vi står med en skole, som kun er halvt renoveret, hvor det regner ind gennem taget og legepladsen står under vand. En bosætningsstrategi, som bevæger sig for langsomt og Holberghallen med en belægning på over 98%. Jo, der er meget mere, der ønskes fokus på, og noget der imponerer politikerne i Sorø Kommune er, når vi kan fortælle om vores medlemstal. I skrivende stund 598 medlemmer, og tusind tak til jer, men vi vil gerne have flere, for flere betyder politisk opmærksomhed, dybere lommer ved fondsansøgninger og midler til at kunne støtte initiativer her i vores dejlige by.
125 års jubilæum
Den sidste undergruppe jeg vil nævne, arbejder med Dianalunds 125 års jubilæum. En undergruppe, der består af undergrupper, fordi alle skal have mulighed for at starte det initiativ, man hver især brænder for. Således er mange forskellige foreninger og institutioner i gang med at planlægge forskellige måder at markere jubilæumsåret på. DURs opgave er en koordinerende og kommunikerende rolle, hvor vi også bidrager med vores egne initiativer. Det er hensigten, at der skal være noget for alle aldre, så hold øje med hjemmesiden og infoskærmen i centret og meld gerne til x Mail xx, hvis du har et arrangement.
2026 bliver et spændende år. Dels pga. en kommunalbestyrelse,hvor cirka halvdelen er nye, dels pga jubilæet, hvor jeg ikke vil løfte for meget af sløret her, men ellers kan du forvente, at vores kendte aktiviteter fortsætter med bl.a. picnickoncerter og byfest 15/8. Tak til jer, der får det til at ske!
Vi vil altid gerne have nye initiativer eller nye kollegaer i bestyrelsen, så mød os meget gerne til generalforsamling 17/3-26.
Du ønskes en rigtig glædelig jul – husk at nedprioritere pakkerne købt på nettet og investér i dine lokale butikker ved at bruge dem. Og dejligt nytår til dig – måske vi mødes ved nytårsfyrværkeriet – husk at passe på hinanden.
Med venlig hilsen
Formand Kristine Christiansen
