Sne og is giver midlertidige problemer med affaldstømning
Udgivet den: 30. januar 2026
Flere borgere i Dianalund oplever i øjeblikket, at affaldsbeholderne ikke bliver tømt som planlagt. Årsagen er de glatte veje og fortove, hvor sneen mange steder er blevet til is, og hvor renovationsmedarbejderne risikerer at komme til skade ved arbejdet.
Udfordringerne ses især på veje, der er klassificeret som klasse 4, hvor vintervedligeholdelsen er begrænset. Det er muligt at se, hvilken vinterklasse ens vej tilhører, via Sorø Kommunes kortløsning under “Veje og trafik – vintertjeneste”.


Har man i mellemtiden mere affald, end der er plads til i beholderen, kan det samles i en klar sæk. Sækken vil blive taget med uden ekstra beregning, næste gang affaldet kan tømmes. Det anbefales at opbevare affaldet indendørs, hvis der er mulighed for det, da affald udendørs kan tiltrække rotter.
Der arbejdes på at få genoptaget tømningen hurtigst muligt, når forholdene igen er sikre for renovationsbilerne.
Artikelbillede: AI-genereret
