Nyt digitalt tilbud skal hjælpe børn med mavesmerter i Dianalund og resten af Sorø Kommune
Udgivet den 19. juni 2025
Børn i Dianalund og resten af Sorø Kommune, der lider af tilbagevendende mavesmerter uden en kendt medicinsk årsag, kan nu få hjælp gennem et nyt digitalt behandlingsforløb: Min Magiske Mave. Det online program er udviklet til børn i alderen 6–12 år og deres familier, og giver redskaber og viden til at håndtere såkaldte funktionelle mavesmerter.
Mavesmerter uden fysisk årsag er udbredte og kan have store konsekvenser for barnets hverdag – både i skolen og i fritidslivet. Med det nye tilbud ønsker Sorø Kommune at give familierne konkrete værktøjer, så barnet kan få en bedre hverdag og øget trivsel.
Ugentlige moduler og hypnoselydfiler
Programmet består af ugentlige moduler med videoer og øvelser, som familien gennemfører sammen. Derudover får barnet adgang til hypnoselydfiler, som understøtter selvregulering af smerterne. Ifølge Sanne Thaaning, leder af familierådgivningen i Sorø Kommune, er det vigtigt at kunne tilbyde relevant hjælp, når smerterne ikke skyldes forhold i barnets omgivelser:
– Programmet giver både barnet og familien styrken til at håndtere smerterne og skabe en hverdag, hvor barnet igen kan tage del i skole og fritidsaktiviteter.

Bryde en ond cirkel
Også hos Min Magi, som står bag Min Magiske Mave, vækker samarbejdet glæde. Læge og hypnoterapeut Anna Knakkergaard peger på, at børn med funktionelle mavesmerter ofte rammes af angst, skolefravær og social isolation – en ond cirkel, som det digitale forløb kan være med til at bryde.
Allerede nu har 17 familier i Sorø Kommune taget programmet i brug. Ønsker man at komme i gang, sker henvisning via barnets skole i samarbejde med kommunen.
Læs mere
Du kan finde yderligere information og adgang til henvisningsskemaet via Sorø Kommunes hjemmeside: soroe.dk – Min Magiske Mave
Artikelbillede: Thomas Hommelgaard