DIANALUND

Historien om buskadset ved Borgerhuset

Buskadset ved Borgerhuset er nu ryddet og belagt med flis. Men hvorfor var der et buskads her?

I foråret ryddede en flok frivillige ud i væksterne, der var i bæltet af træer og buske mellem Borgerhuset og barakkerne, der husede beboerne fra amtsplejehjemmet, mens dette blev ombygget. I den sidste uge af september blev de sidste buske og småtræer fældet og hugget til flis. I dag står kun de store træer tilbage. Men hvorfor var der et bælte af træer og buske her?

Oprindeligt et markskel

Bæltet var oprindelig markskellet mellem Ventemøllegårdens mark og Møllegårdens mark. Og oprindelig var her ingen træer. De, der står her i dag, er selvsåede. Ventemøllegården var en bondegård, der lå hvor nu Degneparken ligger. Gården havde 40 tdr. land, da den købtes af kommunen i 1973. Den sidste ejer hed Valdemar Hansen. Han hentede madaffald på Filadelfia til sine grise og drev gården forbilledligt. Alle de grunde i Dianalund, hvis matrikelnummer begynder med 17 har engang været Ventemøllegårdens marker.

Ventemøllevej var bare en markvej

Ventemøllegården har givet navn til Ventemøllevej, som oprindelig bare var en markvej, der gik fra Holbergsvej til Ventemøllegården. Vejen har igen givet navn til den børneinstitution, der ligger her. Børneinstitutionens logo er en vejrmølle. Det burde have været en vandmølle. For Ventemøllegårdens navn er udledt af ordet vandmølle. Her lå nemlig et mølleri, drevet af et vandhjul, trukket af vandet i Bjørnevad å. Hvornår gården og mølleriet blev etableret, ved vi ikke, men gården lå her inden udskiftningen i 1790’erne.

Møllegården lå på toppen

Markerne på den anden side af markskellet tilhørte Møllegården. Møllegården havde en vejrmølle, hvis historie fortaber sig tilbage til 1600-tallet. Møllen lå, hvor børneinstitutionen Toppen/Troldehaven nu ligger. Altså i nærheden af Holbergskolen. Gården lå nær ved. Endnu minder det gule enfamilieshus ved Holbergsvej om møllen. Det hedder Møllehuset. Alle der bor på et matrikelnummer med 18, bor på Møllegårdens forhenværende jord. Møllegården blev købt af kommunen i 60’erne, idet dog arealet, hvor skolen kom til at ligge, allerede blev købt før Krigen. Sømosevej blev anlagt på Møllegårdens jorde i 1969.

Jørgen Mogensen

Arkivleder

Kilder:
Lokalhistorisk Forening: 7 gårde fra Dianalund, Niløse, Skellebjerg og Tersløse, 2017
Jørgen Mogensen: Dianalund kommune 1966-2006, 2016
Jørgen Mogensen: Før og Nu, Dianalunds udvikling de sidste 40 år, 2011

 

 

del dette

Nyheder

velkommen til
DUR
Dianalund UdviklingsRåd
Lorem ipsum dolor sit amet, consetetur sadipscing elitr, sed diam nonumy eirmod tempor invidunt ut labore et dolore magna aliquyam erat, sed diam voluptua. At

Lorem ipsum dolor sit amet, consetetur sadipscing elitr, sed