Håndværkermødet giver viden om kommende udbud og bæredygtighedskrav til kommunens håndværkere
For mange, der driver håndværker- eller entreprenørvirksomhed i Sorø Kommune, er Sorø Erhvervs årlige håndværkermøde nok allerede skrevet i kalenderen. Her får kommunens håndværkere og entreprenører indblik i de kommende opgaver og større anlægsprojekter i Sorø Kommune og Sorø Forsyning samt forslag til kommunens nye udbudsgrænser, som er på tegnebrættet.
Drag nytte af milliard investeringer i Kalundborg
I år løber håndværkermødet af stablen torsdag den 29. februar kl. 15.30-18.00. Her deltager også erhvervschefen fra Kalundborgegnens Erhvervsråd, som vil fortælle om, hvordan Sorø Kommunes håndværkervirksomheder vil kunne drage nytte af de kommende milliardinvesteringer i Kalundborg og den vækst, de vil medføre.
Derudover får de fremmødte vigtig viden om de bæredygtighedskrav, flere og flere kunder stiller til håndværkervirksomheder. Krav, som kan have betydning for, hvem der vinder en opgave, og som derfor kan være vigtige at tænke over i forbindelse med en budproces.
Tilmelding nødvendig
Håndværkermødet bliver i år afholdt i Coisbars selskabslokaler. Det er gratis at deltage i håndværkermødet, men tilmelding er nødvendig af hensyn til forplejning samt et begrænset antal pladser.
Tilmeldingen kan ske her: https://soroeerhverv.nemtilmeld.dk/15/