Glad børnejazz i Dianalund
Udgivet den 03. september 2017
På Kunstnergaarden i Dianalund var der onsdag myldrende liv af små børn, der med måbende begejstring lyttede, hoppede, klappede og dansede til glade rytmer. Det var børnehaverne fra Munke Bjergby, Dianalund, Ruds Vedby og Stenlille, som var inviteret til børnejazzkoncert af Sorø Jazzen. Der blev gjort store øjne, da børnene blev præsenteret for Line og Anders Gaardmands fine blanke trompet og imponerende barytonsaxofon, og der blev spillet og sunget så det var en fryd.
Søskendeparret Line og Anders
Både Line og Anders Gaardmand er erfarne musikere fra den voksne jazzscene, navnlig i bigbands. Line har spillet med Klyvers Bigband, og Anders er fast mand i DR Bigbandet og modtog i øvrigt sidste år en af landets fornemste jazzpriser Palæ Bar prisen. Sideløbende har de sammen i en årrække med glad entusiasme spillet for små børn i det mindst tænkelige format: bare de to sammen med en masse børn. Så går det løs med bossa nova, blues, vals og cha cha cha i et musikalsk Eldorado med masser af instrumenter og farverige rekvisitter. De spiller, synger, rimer, rapper, danser og leger med musikken. Line spiller harmonika, klaver, trompet og ukulele, mens Anders spiller saxofoner og fløjte. Og børnene er med til at opleve musikkens univers igennem alle sanserne.