Generalforsamling i DUR
Det var endelig blevet muligt igen at forsamles, så den ordinære generalforsamling for Dianalund Udviklingsråd kunne afholdes. Alt foregik som vanligt i god ro og orden. Den afgående formand Henriettes beretning blev godkendt. Regnskaberne for DUR, E-DUR og det sidste regnskab fra Dianalund B&U kultur blev godkendt. Det resterende beløb der var i overskud hos B&U Kultur, har pigerne fra B&U Kultur valgt, skal gå til de forhåbentligt fremtidige Padeltennisbaner, der i øjeblikket forsøges etableret her i Dianalund.
Næste års budget og flagalleen
Næste års budget blev også godkendt, efter at man fik snakket sig frem til, at der skulle afsættes et beløb til den eventuelle bøde der måtte komme, for at have kørt ulovligt med trailerne i forbindelse med opsætning af flagalleen. Bøden forventes udstedt, da det ikke er lovligt at køre med to trailere efter hinanden. Der arbejdes kraftigt på at finde en løsning, således flagalleen igen kan sættes op. Som det ser ud nu, kan det dog tidligst lade sig gøre til næste år. Men det blev slået fast, at der skulle findes en løsning.
Bestyrelsesændringer
De repræsentanter fra bestyrelsen der var på valg og ønskede genvalg opnåede dette og Marianne Vinding fra cafe Corner indtræder som erhvervsbestyrelsesmedlem i stedet for Annika fra Hos Annika. Kristian Egebæk indtræder som foreningsbestyrelsesmedlem i stedet for Henriette Fosgereau. Susanne Larsen overtager revisor posten i stedet for Anders. Det er nu op til den nye bestyrelse at finde en ny formand for DUR.