
Tre kunstnere udstiller i Kulturhuset på Kunstnergaarden
Arrangør
Kunstnergaarden
Kategori
Kunstnergaarden
Kunstnergaarden i Dianalund byder velkommen til forårets første spændende udstilling med tre vidt forskellige kunstnere, der hver især fortolker mennesket, naturen og materialets poesi på deres egen måde.
Peter Fuglsang er en figurativ billedkunstner, der mestrer fortællingens kunst gennem sine malerier. Hans værker tager afsæt i menneskets indre liv og kredser om temaer som drømme, håb, kærlighed og tro. Med en særlig evne til at indfange både sårbarhed og styrke skaber han værker, hvor realisme og symbolisme smelter sammen i en sanselig balance. Fuglsangs billeder inviterer beskueren ind i forladte rum og huse – steder fyldt med både skønhed, melankoli og en snert af uhygge, der giver en behagelig gåsehud.
Linette Frandsen arbejder primært med akrylmalerier, ofte i små serier på 3-4 værker, hvor temaet bearbejdes med følelse og faglig præcision. Hendes fascination af forladte steder, hvor menneskeliv engang har sat spor, træder tydeligt frem. I hendes værker fortæller de tomme huse deres egne stille historier. Også naturens skønhed og blomsterverdenen finder vej til hendes palet, som altid er i forandring – intet er nogensinde helt det samme.
Malene Falck har i mere end 20 år arbejdet med billedkunst, men for seks år siden fandt hun en ny kærlighed i keramikken. Lerets muligheder og arbejdsprocessens langsommelighed blev hendes nye kunstneriske udtryk. I dag er det ikke længere samtidens debat, der optager hende, men selve nærværet i skabelsen – fordybelsen, umagen og kærligheden til materialet. Disse værdier håber hun spejles i hendes keramiske objekter, som inviterer til ro og eftertanke.
Der afholdes fernisering lørdag den 10. maj kl. 14-17, hvor alle tre kunstnere vil være til stede. Der bydes på vin og chips til ferniseringen, og Café Ellen holder åbent for salg af kaffe og kage.
Udstillingen kan ses i Kulturhuset på Kunstnergaarden i weekenderne fra kl. 14-17 frem til og med søndag den 1. juni. Entréen til udstillingen er gratis. Samtidig er Saltofte Larsen Samlingen åben i samme tidsrum mod entré på 50 kr.