Kunstnergården holder efterårsudstilling med lokal kunst
Arrangør
Kunstnergaarden
Kategori
Kultur
Weekenden den 14. -15. oktober kl. 11-17 udstiller Kunstnergaardens Malergruppe og Stenhuggergruppe. Kunstnerne er værter med vin og chips begge dage. Kaffe og gammeldags æblekage kan købes i Café Ellen. Saltofte Larsen Samlingen: Åben i samme tidsrum mod entre. Kunstgrupperne mødes næsten hele året hver onsdag kl. 9-13 på Kunstnergaarden. Malergruppen finder plads i Kulturhuset og Stenhuggerne holder til ved parkeringspladsen bag museets samling. Til denne udstilling har de to grupper fundet sammen i Kulturhuset og vil præsentere de værker, som de har fremstillet i det forgangne år.
Formanden for Stenhuggerne Poul Odgaard var med til at bygge den tilbygning og den overdækkede terrasse, som er deres værksted. Gruppen består i dag af 12 medlemmer, både mænd og kvinder, og på en god dag kan man se og ikke mindst høre, når der arbejdes i stenene. Iklædt støvmasker, høreværn og beskyttelsesbriller bliver store sten forvandlet til skulpturer med både rå og pudsede former. Hver kunstner har sit udtryk og det giver derfor en mangfoldighed af udstillede stenskulpturer på weekendens udstilling. På udstillingen kan ses værker af: Poul Odgaard, Jørgen Mogensen, Torben Gregersen, Bjarne Gylstorff, Jasmin Jensen, Henning Højte Hansen, Henning Johansen, Pauline Fløjl, Anette Zinkernagel.
Formanden for Malergruppen er Bibs Ørvad, som stiftede malergruppen for snart 7 år siden. Gruppen som i øjeblikket kun består af kvinder, hjælper hinanden med kreative udfordringer og selv om det ikke er en malerskole, kan det for nogle af kunstnerne resultere i udvikling af formsprog og teknikker, når der opstår gensidig inspiration med f.eks. akvarel, selvom den fortrukne maling er akryl. Gruppen inviterer også gæstekunstnere som viser deres teknikker med f.eks. pouring samt valg af grundfarver og motivets opbygning. Gruppen favner i dag mange kunstneriske ismer og der arbejdes med akryl, akvarel, pouring og malede sten. De udstillende kunstnere er: Bibs Ørvad, Jytte Malmborg, Ellen Houlberg Thomsen, Marianne Stavsholm, Marianne Gamstrup, Sonja Andersen.
Gæstekunstner Annette Raaschou van der Star udstiller glaskunst.