Dianalund BY – Nyt nummer på gaden

Sommerudgaven af Dianalund BY - Byens Blad er på gaden og på vej i din postkasse. Her kan du blandt andet læse om den store entusiasme omkring Borgspillet i Ruds Vedby, som i år sætter deres musicalsucces "Dronning Ingrid" op. Se mere om borgspillet på deres hjemmeside: rudsvedbyborgspil.dk.

Drengerøve og revy

I Stenlille har man taget traditionen op igen med drengrøvsaften med streetfood, og så bliver der sat en revy op i anledningen af Stenlille kulturhus 10 års jubilæum.

Pinsemarked og MÆ RK

Dianalund Centret holder Pinsemarked den 4. juni med kræmmere, Danmarks billigste nye danske kartofler og gratis Slush Ice til børnene. MÆ RK Dianalund er tilbage i vanlig form startende med kulturnat hvor alle lokale kulturinstitutioner holder aftenåbent. Du kan MÆ RKE Fritiden med alle hobbyerne og foreningerne om lørdagen den 4. og så er der FEST om aftenen På Banen. Det hele slutter grundlovsdag søndag den 5. juni, hvor Demokratiet bliver MÆ RKET efter med paneldebat og taler fra 3 folketingspolitikere og en kandidat. Se også mere om det på dianakund.dk/maerk eller på facebook.com/maerkdianalund.

Holbergskolen, Tersløsegaard og Kunstnergaarden

Læs også den sidste del af historien om Holbergskolen hvor vi efterhånden er nået op til vores egen tid. Tersløsegaard har fået ny museumsinspektør der flytter ind på gården med mand og børn. Kunstnergården har endelig fået mulighed for, at gøre deres Cafe projekt færdig og kan nu officielt indvie Café Ellen den 17. juni.

Flere historier fra Åmosen

Lokalarkivet i Dianalund havde onsdag den 25. maj en aften i samarbejde med RUC, hvor repræsentanterne fra RUC fortalte om hvordan man kunne fortælle historier om Åmosen og samtidig placerer historien på et kort over Åmosen.

Der kom folk langvejs fra, hvoraf to således kom helt fra Nysted på Lolland. Der blev fortalt mange historier og mange blev skrevet ned, men der kan fortælles endnu flere. Ikke mindst af folk fra den nordlige del af Sorø kommune.

Fristen forlænges

Derfor forlænges fristen for  at skrive historier og Lokalarkivet i Dianalund (Sømosevej 44, 4293 Dianalund) har overtaget hvervet med at samle folks historier herfra. 

Der er to muligheder: Enten besøger man Arkivet, og fortæller sin historie her. Personalet er behjælpelig. Der er åbent hver torsdag kl 13-17, eller efter aftale.  Eller man går ind på borgerkort.dk og følger anvisningerne her. Lokalarkivet i Dianalund og RUC ser frem til at få mange flere historier.

Torveløbet kom igen

Efter to års pause på grund af Corona, kunne DIF motion igen byde velkommen til Torveløbet. Starten gik som de andre år fra Dianalund Centret ved Sparekassen Sjælland-Fyn, som sammen med DIF Motion havde arrangeret dette års løb.

Lidt færre løbere

113 løbere havde tilmeldt sig inden løbets start kl. 19.00, hvilket er lidt færre end tidligere år. På grund af Kristi Himmelfartsdag om torsdagen, havde man valgt at flytte løbet fra onsdag aften, som ellers har været løbsdagen gennem alle årene, og i stedet afholde løbet mandag aften. En anden årsag til de lidt færre løbere kunne ifølge DIF Motion være, at Sorø Byløb blev afholdt lørdagen inden. Bestyrelsen i DIF Motion vil evaluere på dette efterfølgende.

Fint løbevejr og lækre grillpølser

Men der var stadig stor tilslutning fra løbeklubberne i nabobyerne Høng og Slagelse, dette vil DIF Motion gerne sige mange tak for. Alle der var taget på Torvet for enten at opleve eller være med, fik en rigtig god aften, for det var super fint løbevejr og Henrik Slagters grillpølser efter løbet, var som altid et hit.

Sponsorgaver

Der var igen i år rigtig mange sponsorgaver fra Dianalund Centrets butikker og andre samarbejdspartnere, som tiltrak stor opmærksomhed blandt alle de deltagende. DIF Motion udtrykker stor glæde og tilfredshed med årets Torveløb og vil i den forbindelse gerne sige mange tak til alle deres sponsorer og samarbejdspartnere, samt selvfølgelig mange tak til alle der deltog. DIF Motion håber at se endnu flere til næste år.

Dette års vindere

Sidst men ikke mindst, skal der lyde et stort tillykke til alle gruppevinderne:

4,2 km

  • Mænd: Jesper Nielsen, Team Hechmann
  • Kvinder: Maria Andersen, Dianalund
  • Drenge: Lasse C Pedersen, Delta, Slagelse
  • Piger: Delt mellem søstrene Mynthe og Lilje Ravn, Slagelse

8,4 km

  • Mænd: Martin Hyldgaard, Team Hechmann
  • Kvinder: Bee Andersen, Høng Løbeklub
  • Drenge: Rasmus Eskesen, Dianalund
  • Piger: Ingen deltagere

Artikelbilleder: Rasmus Lehmann Hansen

Lokalarkivet holder kulturweekend fra den 2. til den 4. september

Fra den 2. til den 4. september sætter Lokalarkivet fokus på Kulturen i Dianalund. Fredag den 2. september og lørdag den 3. september findes kulturen i Borgerhuset. 4. september rykker den ud på Kunstnergården, hvor det traditionsrige Kunsthåndværkermarked afholdes. 

Vil du være med?

Lørdag åbner Lokalarkivets efterårsevent, der vil handle om skuespil og teater, Borgerhuset har fernisering af en ny kunstudstilling og amfiteateret vil blive indviet med et eller to kendte navne, og biblioteket vil ligeledes engagere en professionel kunstner. Måske har din forening eller gruppe lyst til at være med? Allerede nu ved vi at Seniororkesteret vil optræde og Mænds Mødested er også interesseret. Men vi kunne sagtens bruge flere aktører.

Vi opererer for øjeblikket med fredag kl. 13-21 og lørdag fra kl. 10-16. Men tidspunktet kan indskrænkes eller udvides alt efter hvor mange aktiviteter, der vil være der. Vi kunne f.eks. også holde noget lørdag aften.

Er du interesseret så giv Jørgen Mogensen besked inden den 10. juni (jmog4293@gmail.com eller læg en seddel i den røde postkasse ved Lokalarkivet i Borgerhuset) Har du ikke et færdigt program, så indsend gerne bare en ide. Måske vil du blot have sat en planche op med de aktiviteter, I laver.  Det er også i orden, men helst vil vi gerne se jer selv.

Vi glæder os til at høre fra jer.

Borgerhuset, Lokalarkivet og Biblioteket

Jørgen Mogensen

Har du svært ved at betale din varmeregning?

De stigende energipriser kan gøre det svært at få pengene til at slå til. Hvis du er pensionist eller kontanthjælpsmodtager, kan du kontakte Borgerservice og søge om økonomisk hjælp.

Borgerservice kan hjælpe

Du kan ringe til Borgerservice på 57 87 60 00 og få råd og vejledning til ansøgningen. Hvis du har yderligere behov for hjælp, kan du bestille en tid i Borgerservice. Det gør du via kommunens hjemmeside.

Du skal medbringe dokumentation for dine indtægter og udgifter samt for din sidste betalte varmeregning og den nye varmeregning, som du søger tilskud til.

Artikelbillede: Image by freepik

Prinsessen kom til fødselsdag

Det var 21-årige Olivia Alberg fra Helsingør der om morgenen den 2. maj overrakte blomster, da prinsesse Marie ankom til Filadelfias officielle fødselsdag. Olivia er tidligere patient på Epilepsihospitalet Filadelfia og har fået epilepsikirurgi. Siden operationen i hjernen i 2019 har Olivia været anfaldsfri, hvor hun før kunne have både 3 og 4 anfald om dagen.

Dr. Sell grundlagde Filadelfia

Sygehusdirektør Jens-Otto Skovgaard Jeppesen bød velkommen og holdt oplæg om baggrunden for Filadelfia og hvordan det hele startede. Det var Dr. Sell, der grundlagde Filadelfia tilbage i 1897, som er afbilledet på powerpointet, der blev anvendt under oplægget. Efterfølgende underholdte MusikBeRiget sammen med Kaya Brüel.

Et lille klip fra koncerten med MusikBeRiget, venligst udlånt af Filadelfia

10 årige Stinne

Som en del af Prinsesse Maries besøg på Epilepsihospitalet Filadelfia i mandags i anledningen af det officielle 125-års jubilæum, mødte hun også 10-årige Stinne Holm fra Aars.

Stinne er indlagt for epilepsi sammen med sin mor Julie og de to fik lejlighed til at tale med Prinsesse Marie på Stinnes patientstue.

Fotograf: Tina Leegaard Dyrving

Sirener testes 4. maj kl.12

Varslingssirener testes af myndighederne den 4. maj 2022, kl. 12.00-12.15.

Myndighederne bruger varslingssirenerne til at advare om større ulykker eller katastrofer. Derfor er det vigtigt at teste sirenerne, både for at identificere eventuelle fejl og for at minde borgerne om, hvad de skal gøre ved en reel varsling.

Bekymring på grund af krigen i Ukraine

I år er konteksten for sirenetesten præget af krigen i Ukraine, og det er derfor ekstra vigtigt at formidle budskabet om, at afprøvningen af sirenerne 4. maj blot er en test. Det gælder for befolkningen generelt og i særlig grad for ukrainere i Danmark.

Derfor er informationsmateriale om sirenerne og testen af dem oversat til ukrainsk og russisk. Materialet foreligger i forvejen på dansk, engelsk og en række andre sprog. Materialet er tilgængelig på brs.dk og bliver sendt til en række myndigheder og organisationer, herunder kommunerne, Udlændingestyrelsen og nødhjælpsorganisationer.

Information skal bredt ud

- Det er vigtigt, at information om testen når bredt ud, så vi ikke skaber unødig bekymring. Samtidig er det vigtigt, at man som borger er klar over, hvordan man skal forholde sig, hvis man hører sirenerne ved en reel varsling, og det er testen en anledning til at oplyse om, siger Lars Aabjerg Pedersen, kommunikationschef i Beredskabsstyrelsen, og fortsætter:

- Vi har hvert år fokus på information til de grupper, som kan blive bekymrede, når vi tester sirenerne. I år har vi i sagens natur ekstra fokus på ukrainere i Danmark, som kan have nylige erfaringer med lyden af sirener i en helt anden kontekst. 

Du kan hjælpe med

Hjælp dine medborgere ved at oplyse dem om, at lyden den 4. maj er en test, og at der ikke er grund til bekymring.

Når sirenevarsling ikke er en test

Ved testen den 4. maj er der ikke fare på færde, når sirenerne lyder. Hvis du hører varslingssirenerne på andre tidspunkter, er det vigtigt at tage det alvorligt. Du skal:

  • Gå inden døre
  • Søge information hos DR eller TV 2.

Sirenerne afvarsler igen, når faren er ovre.

Du skal ikke ringe 1-1-2, når du hører sirener - hverken den 4. maj eller på andre dage.

Du skal kun ringe 1-1-2, hvis du er i akut fare og har brug for hjælp fra politi, brandvæsen eller ambulance.

Foto: Villy Fink Isaksen at da.wikipedia / CC BY-SA