Vinderne fundet af julelyskonkurrencen

I starten af december udskrev DUR en konkurrence om “Hvem har Dianalunds sjoveste, smukkeste eller måske værste julelys?” og på den baggrund blev der indsendt en masse fine billeder. Der var mange billeder af udendørs julelysudsmykninger men også billeder af udsmykninger med nisser og belysninger indendørs. Alt der blev modtaget blev taget med i konkurrencen og de fire bedste blev udvalgt til at deltage i en afstemning på Facebook. Billederne af udsmykningen der vandt kan du finde nederst i artiklen. Der blev endvidere udtrukket en vinder blandt alle der gav en stemme.

Billeder fra nær og fjern

Der blev indsendt billeder både via Facebook/Messenger, Instagram og på mail og alle billederne er samlet herunder. Vinderne af konkurrencen har fået besked og præmierne, som selvfølgelig var mere julelys, blev sponsoreret af Kop og Kande.

Og vinderen er...

Vinderen af afstemningen med 201 stemmer blev den flotte udsmykning i Tersløse som vist på billedet herunder.

Nytårsudtalelse fra lokalarkivet

Lederen og de frivillige på Lokalarkivet i Dianalund vil gerne takke for et forrygende år 2019 og ser frem til alt det spændende, der skal ske i 2020.

Lokalarkivet i Dianalund dækker Sorø nordvest-kvarter, den tidligere Dianalund kommune. Vi havde 1431 besøgende i 2019. Det er utrolig flot på baggrund af, at der i vort område bor 7500 mennesker. Det viser at Arkivet har godt fat i sin målgruppe.

I 2019 havde vi to store events og en række små: De store var ” Ih hvor forandret”, der fortalte om udviklingen i vort område siden 1960 og ”Budskabet skal ud” om kommunikationsmidlernes udvikling de sidste 40 år.

Desuden havde vi en række mindre events: ”Det erotiske Dianalund”, ”Grænseforeningen i 70 år” og ”Hvad skal huskes fra 2019”. Lokalarkivet var desuden med ved andre begivenheder: ”Kulturnatten”, ”Historiske dage – ud af skolen, ind i historien” og Grundlovsfesten.

Lokalarkivet har samarbejdet med en række museer og institutioner i årets løb, som vi har været meget glade for: Radiomuseet i Ringsted, Charlottenborg kunstmuseum og lokale museer og institutioner.

Adskillige enkeltpersoner har endvidere lånt eller foræret os effekter til vore samlinger og udstillinger. Også det er vi rigtig glade for. I alt har vi fået 82 donationer til vore samlinger.

Mange har endvidere stillet sig til rådighed som foredragsholdere ved vore godt besøgte fyraftensmøder. Det er vi meget taknemmelige for. Vi har også modtaget 7000 kr. fra Veluxfonden.

I 2020 har lokalarkivet planlagt følgende:

  • Januar: Udstilling om en lokal ildsjæl: Paula Hansen, i samarbejde med en privatperson.
  • Februar: Det offentliggøres, hvad 2019 skal huskes for (en bredt sammensat gruppe arbejder for tiden med opgaven, ud fra de mange input, vi har fået)
  • Februar: Folkeafstemningen om Sønderjyllands tilbagevenden til Danmark, og dettes betydning for Dianalund, vil blive markeret.
  • Februar-juni: Dianalund under 2. Verdenskrig
  • Maj: Lokalarkivet deltager i ”Historiske Dage”
  • Juni: Lokalarkivet deltager i Grundlovsfesten og i Kulturnatten
  • September-november: Klimadebatten i Kulturhistorisk belysning
  • December: Hvad skal 2020 huskes for

I løbet af året vil vi forsøge at starte et erindringsværksted op. Det vil vi vende tilbage til.

Mvh
Jørgen Mogensen
arkivleder

Julekoncert i Filadelfia kirke

Det var måske årets mest rørende julekoncert, da fem unge og voksne med erhvervet hjerneskade, epilepsi, udviklingshæmning og autisme sang i kirken.

De er alle vilde med at synge, men også vilde med at blive set og anerkendt for deres sang. Julekoncerten fandt sted i fredags i Filadelfia kirke.

Rehabilitering og Udviklingscentrets juleafslutning havde inviteret alle til at deltage i fællesskabet, og særligt mennesker med fysiske og psykiske udfordringer var meget velkomne.  Den helt særlige juleafslutning, hvor nogle af brugerne optrådte, er en vigtig del af fortællingen om fællesskabet blandt ligestillede.

Alle følte fællesskabet

Traditioner fungerer som det kit, der binder fællesskaber og venskaber sammen, og julen er netop tiden, hvor der er et særligt fokus på fællesskabet.  Det virkede som om alle følte fællesskabet på kirkebænkene, mens man sad tæt og lyttede til, at musikken spillede, og stemmerne sang de fineste julesange. 

Coca Cola og Julemanden i Dianalund Centret

Coca Colas Juletruck er på rundrejse i Danmark og kom i den forbindelse forbi Dianalund og parkerede lige ved Dianalund Centret. Anhængeren på juletrucken var indrettet som julestue, hvor selveste Julemanden sad og tog sig god tid til at tage imod alle børnene.

Fyldt parkeringsplads

Parkeringspladsen var fyldt og der var lang kø op til julestuen og ved siden af var der sat pavilion op hvorfra der blev delt gratis cola ud og man kunne støtte mødrehjælpen ved at købe enten en julerystekugle eller legetøjsversion af juletrucken.

Mathildepigen

Samtidig gik Mathildepigen rundt inde i Dianalund Centret og delte gratis pølsehorn og cacaomælk ud til alle børn, der lige skulle have stillet den lille sult.

Lions sælger juletræer ved Dianalund Centret

Lions Dianalund sælger juletræer ved Dianalund Centret fra den 6. dec. Overskuddet går ubeskåret til velgørende formål.

Herunder finder du tiderne
Dag Tid
Fredag 6/12 14-18
Lørdag 7/12 10-16
Fredag 13/12 14-18
Lørdag 14/12 12-16
Søndag 15/12 10-14
Fredag 20/12 14-18
Lørdag 21/12 12-16
Søndag 22/12 10-16
Mandag 23/12 10-14

Konkurrence “Hvem har Dianalunds sjoveste, smukkeste eller måske værste julelys?”

Julelysene er blevet tændt rigtig mange steder rundt omkring i byen og det er rigtig hyggeligt. Derfor vil Dianalund DK gerne lave en lille konkurrence, "Hvem der har det sjoveste, smukkeste eller værste julelys".

Tidsfristen for at indsende billeder er den 18. december, og man må deltage med lige så mange billeder man vil.

Hvor skal billederne sendes til

Du kan sende billedet på flere måder:

  • Instagram: Tag billedet #dianalunddk, hvis din profil er privat, kan billedet ikke deles, send så derfor istedet som besked på Instagram
  • Facebook: Send i en besked på facebook.dk/dianalunddk
  • Mail: info@dianalund.dk

Alle billederne vil blive lagt ud på Instagram og Facebook, og vil efterfølgende blive samlet i en artikel her på siden.

Afstemning på Facebook

Efter den 18. december udvælges de julelysbilleder, der laves afstemning om på Facebook og Instagram. Der er præmie til det billede der får flest stemmer, og til en af dem der stemmer på billederne.

Præmierne

Præmierne er sponsoreret af Kop & Kande Dianalund, og vi kan love det bliver noget med julelys.

Artikelbillede: Freepik.com