Paneldebat i Dianalund

Det var et velbesøgt møde, selv om det ville have været skønt, hvis man havde kunne lokke nogle af byens yngre indbyggere til også, og havde fået trukket gennemsnitsalderen lidt ned. Specielt børnefamilierne og de endnu yngre, som er dem fremtidens Dianalund kommer til at bygge på, og influerer på, manglede i billedet.

Pilegårdstrekanten

DURs formand valgte, som det første, at udfordre lokalpolitikerne på den manglede bebyggelse af pilegårdstrekanten. Den har nu ligget i dvale i flere år, og selv om der er skiftet udbud, og der nu igen arbejdes med et nyt udbud, så blev politikerne udfordret på, om de vil være klar på at investerer – for nogen gange kræver det en investering for at få et afkast. De fem politikere var dog enige om, at det nuværende udbud skal stå sin prøve, men Kasper Nygaard (moderaterne) og Jacob Spliid (Venstre) ville ikke afvise at kigge ind i en investering, så fald at det heller ikke denne gang bliver til noget. DUR tror på, at det vil gavne byen og kommunen, at der kommer nye byggegrunde og flere indbyggere, og kommer med på den bølge af efterspørgsel, som bl.a. kommer i halen på Novo Nordisk udvidelse i Kalundborg.

De store udforinger med offentlig transport blev fra salen italesat flere gange. Dette er noget lokalpolitikerne allerede har fokus på, og i uge 20 skal DURs formand m.fl. i foretræde for folketingets transports udvalg.

En tredje hal

Dianalund har kommunens mest aktive idrætsforeninger, men det kniber med pladsen i byens hal. Dianalund Idrætsforenings formand Karin Dam Pedersen gjorde opmærksom på, at der trænes til kl. 23.30 og selv om der er et eminent godt samarbejde på tværs af foreningerne, så er de 10 millioner, der for år tilbage blev sat til side fra kommunes side, så man kunne søge fonde, blevet fjernet igen.

Unge topmøde

De unge manglede på tilskuerpladserne, men blev ikke glemt. Ung Sorøs tilbud til de unge i Dianalund er i kælderen under skolen og er ikke velbesøgt. Tilbuddene er for kedelige og ligger måske også for langt væk fra stationen eller centret, hvor de gerne vil hænge ud. Før hang den aldersgruppe ofte ud i hallen og brugte cafeteriet, men her er der kun åbent, hvis der er større aktiviteter. Der blev foreslået et Unge Topmøde, så man på den måde kan få dialog i gang.

Mænds Mødested mangler et simpelt hen et sted de kan mødes, gerne med et lille værksted, så man kan reparere ting, der ellers vil blive smidt ud. Det blev i den forbindelse foreslået, om man kunne etablere et samlet sted, så de to generationer kunne få glæde af hinanden?

Flere helhedplansmidler

Helhedsplansmidlerne som blev fordelt for 10 år siden, hvor Dianalund fik 5,2 millioner er blevet flerdoblet ved de mange initiativer, der blev lavet for de penge i Dianalund. ’På banen’ området, kunstgræsbanen og om lidt står padeltennisbanerne færdige for at nævne de større projekter. Henrik Henriksen fra E-DURs styregruppe spurgte til om kommunen havde råd til at lade være med at give en ny pose penge til Dianalund, når man får sådan et afkast? Der blev svaret, at lige nu er det Sorø, der står for tur, men måske … (det var aftenens mest luftige svar).

Der blev sendt mange rosende ord og en stor hyldest til de mange frivillige, der gør en kæmpe forskel.

Således blev nogle af de vigtigste tematikker for Dianalunds fremtid ridset op for politikerne: Bosætning, Hal 3, transport, og en ny portion helhedsplansmidler, som måske kan bruges til at skabe væresteder?

DURs formand, Kristine Christiansen sluttede mødet af med visioner for Dianalund:

  • Få gang i Pilegårdstrekanten, så der kommer yderligere 700-800 borgere til Dianalund.
  • De skal være aktive, så en Hal B bliver uundgåelig.
  • Med nye Helhedsplansmidler kan vi skabe et aktivitetshus.
  • Sæt gang i en proces med at skabe et Sundhedscenter som ligger i forbindelse med Torvet. Måske det kunne lokke et par unge læger til at slå sig ned og det vil drive mere handel til butikkerne.

Ikke uden dig

Dette arrangement var blevet sat op af Dianalund Event der er en gruppe i Dianalund Udviklingsråd. Gruppen står for flere arrangementer i Dianalund i løbet af året. Du kan læse mere om Dianalund Event lige her: Dianalund Event

Se også: Nattergaletur i Store Åmosen

Dianalund kan ikke gøre det uden dig – Dianalund Udviklingsråd kan ikke gøre det uden dig.

Husk at være medlem
– jo flere medlemmer –
jo mere pres på politikerne

Udforsk lokalkunsten i Pinsen på rekordmange udstillingssteder i Sorø kommune

Rekordmange udstillingssteder er klar til Kunst i Pinsen i Sorø Kommune. Med i alt 17 tilmeldte steder er der en bred vifte af kunstformer at udforske, lige fra tegning og maleri til keramik og smykkekunst.

Pinsen nærmer sig, og det er tid til at udforske kunsten i Midt- og Vestsjælland. Fra den 18. til 20. maj åbner kunstnere fra syv kommuner deres hjem og gallerier, hvor du kan opleve alt fra skulpturer og tekstil til malerier i alle stilarter.

Dørene vil være åbne fra kl. 10 til 16 hver dag i pinsen, og det er gratis at deltage. Find mere information på www.kunstipinsen.dk eller i Kunst i Pinsen-appen, hvor du nemt kan finde alle udstillingsstederne.

Så velkommen til en weekend fyldt med kunst, kreativitet og inspiration i Midt- og Vestsjællands smukke landskab. Lad kunsten guide dig gennem vores lokalsamfund og oplev magien i Pinsen 2024!

De tilmeldte udstillingssteder i Sorø Kommune er:

  • 12 Soranere
  • Artland.nu
  • Eich keramik
  • Everdinck kunstterapi
  • Galleri JOLO
  • Galleri Soli
  • Galleriet ved gadekæret
  • Guldsmed Guldregn
  • Gunhild Engholm Michelsen
  • Helle Dichoe’s galleri HeLoBe
  • Kunstnergaarden
  • Lisbeth Busk-Johansen
  • Marie Langaa Keramik
  • Per Fjords Atelier
  • Rikke Uldahl
  • Skovhave Portalen

Skorstensfejeren advarer om alliker i din skorsten

Allikerne er tidlige redebyggere

I foråret påbegynder allikerne deres redebygning i skorstenene, som skorstensfejermester Børge Petersen informerer. Disse reder består af et tæt lag af grene og kviste, der blokerer skorstenen og øger risikoen for kulilteforgiftning samt skorstensbrand.

Kulilte er en usynlig trussel

Kulilte udgør en alvorlig fare, da den hverken kan lugtes eller smages og kan være dødelig, selv i små mængder. Risikoen for kulilteforgiftning er særligt høj i tilfælde, hvor skorstene er tilsluttet automatisk fyrede anlæg, såsom træpillefyr, oliefyr, gasfyr og lignende.

Hvis du mistænker, at der er alliker i din skorsten, bør du omgående kontakte din lokale skorstensfejermester. De kan hjælpe med at fjerne allikereden og sikre skorstenen mod yderligere fugleindtrængen.

Du kan kontakte Skorstensfejermester Børge Petersen på telefon: 57844747 eller 30651175.

5 Picnickoncerter – fem forskellige navne

Igen i år har Daniel Skovlykke fået sat et fuldt program op, denne gang med hele fem picnickoncerter i løbet af juli måned.

Det foregår som de andre år også på scenen På Banen og man er mere end velkommen til at tage madkurv, drikkevarer og klapstole og hele familien med, når der 4 tirsdage i juli bliver budt op til dans og sang hver gang mellem kl. 18 og 20.

Listen over koncerterne er som følgende:

2. juli - Steamy Blue Band

9. juli - SAPH

16. juli -  Benny Søby Olsen

23. juli - Decades

30. juli - Pia og Drengene

Vi glæder os til at opleve de forskellige navne og bands spille og give den gas, og få os alle i godt sommerhumør.

Vi ses På Banen.

Bevar Flagalleen i Dianalund

Syntes du ligesom Jonas Aabye fra DURs bestyrelse, at flagalleen i byen er et flot og festligt indslag? Vil du gerne bevare vores flagalle også i de kommende år?

Det er ikke gratis at få sat flagene op i byen, og hver gang knokler syvende og ottende klasserne på Holbergskolen for at få dem sat op. Til det modtager de en betaling som går til deres klassekasse. Det er penge som skal skaffes et sted. Ved et medlemsskab i DUR støtter du med 75 kroner om året. Det er altså penge der er godt givet ud.

Er du ikke medlem af DUR, så skynd dig ind her, og få meldt dig ind.

Billeder fra flagalleen igennem årene

Filadelfia har ansat ny administrerende direktør

Lisbeth Nielsen bliver ny administrerende direktør på Filadelfia. Hun kommer fra en stilling som direktør i Sundhedsdatastyrelsen. Lisbeth Nielsen tager fat på sin nye hverdag på Filadelfia som administrerende direktør den 15. juni 2024. Det landsdækkende Epilepsihospital Filadelfia med sociale bo- og dagtilbud, skole og rådgivning samt center for genoptræning for erhvervet hjerneskade har godt 700 medarbejdere.

Jeg glæder mig til at stå i spidsen for Filadelfia. Det er en unik organisation, som med sit helhedssyn kan noget helt særligt inden for epilepsi og erhvervet hjerneskade. Der er en stor bredde i ydelserne og ikke mindst dedikerede medarbejdere, som er optaget af at gøre det bedste for patienter og borgere, siger Lisbeth Nielsen, som er uddannet cand.scient.adm. i 1998 fra Roskilde Universitet.

Lisbeth Nielsen har været kontorchef i Danske Regioner og siden afdelingschef på Nordsjællands Hospital. Nu glæder hun sig til at komme tilbage til hospitalsverdenen.

Min ambition for Filadelfia er, at det skal være det sted, patienterne helst vil være tilknyttet. Filadelfia skal placere sig solidt i den fremtidige organisering af sundhedsvæsenet, med et fremragende tilbud til patienter og samarbejdspartnere. Medarbejderne skal opleve, at være del af er en rar og attraktiv arbejdsplads, hvor man gør en forskel og samtidig udvikler sig fagligt, siger Lisbeth Nielsen.

Ny administrende direktør for Filadelfia Lisbeth Nielsen

Lisbeth Nielsen var med til at etablere Sundhedsdatastyrelsen, som er en del af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Nu bliver hun administrerende direktør for en organisation med en historie på 127 år.

Vi er meget glade for, at Lisbeth Nielsen skal stå i spidsen for Filadelfia. Hun har bredt indblik i sundhedsvæsenet og stor erfaring med ledelse. Hun har god forståelse for de værdier, der er grundlaget for Filadelfia, så vi glæder os meget til samarbejdet, siger Leif Vestergaard Pedersen, bestyrelsesformand.

Lisbeth Nielsen afløser Jens-Otto Skovgaard Jeppesen, som har været administrerende direktør for Filadelfia i 12 år, men nu går på pension.

Tekst og billeder: Lene Løvschall

Naturpuljen uddeler midler til presset natur

Lokale interessegrupper som lokalråd, grundejerforeninger, borgerforeninger, skoler og daginstitutioner vil snart have mulighed for at ansøge om midler til deres biodiversitetsfremmende projekter gennem Naturpuljen. I 2024 råder Sorø Kommune over 200.000 kr. til uddeling. Ansøgningsprocessen indledes med oplæg og workshops om biodiversitet.

Med biodiversiteten i Danmark i krise og levesteder for planter og dyr svindende, har Sorø Kommune besluttet at støtte den truede natur. Kommunalbestyrelsen har derfor afsat midler gennem Naturpuljen til at fremme biodiversiteten, især i byområderne.

Naturpuljen har i 2024 afsat 200.000 kr., som interesserede grupper som lokalråd, grundejerforeninger, borgerforeninger, skoler, daginstitutioner og lignende kan ansøge om til deres projekter.

Start Ansøgningsprocessen med Workshops

Sorø Kommune, i samarbejde med Kongskilde Naturcenter, afholder fire workshops rundt om i kommunen for at kickstarte ansøgningsprocessen. Disse workshops, som alle kan deltage i uden tilmelding, vil tage udgangspunkt i det sted, hvor de afholdes. De vil give inspiration til, hvordan man kan fremme biodiversiteten i sin have, samt idéer til projekter, som puljemidlerne kan støtte.

Tid og Sted for Workshops:

  • 26. maj – kl. 9.30-12.00 - Sorø, Ved Rådhuset for enden af Holbergsvej
  • 26. maj – kl. 13.30-16.00 - Ruds Vedby, Bag friluftsbadet
  • 1. juni – kl. 9.30-12.00 - Dianalund, Byparken for enden af Grønningen - Find vej
  • 2. juni – kl. 9.30-12.00 - Fjenneslev, Legepladsen ved Thyrasvej

For Mere Information, Oplev Oplæg på Sorø Bibliotek

Inden de fire workshops afholdes, vil Kongskilde Naturcenter holde et oplæg på Sorø Bibliotek torsdag den 2. maj. Her vil foreninger og borgere kunne få indsigt i biodiversitet og finde inspiration til, hvordan de kan fremme dyre- og plantelivet på deres egne områder. Sorø Kommune vil også være til stede og præsentere Naturpuljen 2024 samt give vejledning i ansøgningsprocessen.

Fakta

  • Ansøgninger til Naturpuljen åbnes den 1. juni 2024, og ansøgningsfristen er den 1. september 2024.
  • Maksimumbeløbet pr. projekt er 30.000 kr., men kommunen vil vurdere hver ansøgning individuelt med henblik på eventuel tildeling af større beløb.
  • Midlerne vil blive uddelt ved, at Sorø Kommune betaler regninger til entreprenører og lignende i forbindelse med projekterne.
  • Fra den 1. maj vil du kunne finde mere information om, hvordan du ansøger om midler fra Naturpuljen, på Sorø Kommunes hjemmeside, soroe.dk.

Kontakt

For yderligere spørgsmål, kontakt venligst: naturpuljen@soroe.dk

Artikelbillede: Image by jcomp on Freepik

Fildelfia åbner nyt botilbud: Fællesskab og uddannelse for unge med epilepsi og hjerneskade

En smag af fællesskab er på menuen, når STU-eleverne på Filadelfia laver mad sammen. På en typisk dag kan man finde dem samlet i køkkenet på Akacievej i Dianalund, hvor de forbereder lækkerier som Spaghetti Carbonara til frokost. Dette køkken bliver hjertet i et nyt botilbud til unge, der vælger at tage den 3-årige Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) på Filadelfia.

Til unge mellem 16-25 år

Botilbuddet er skræddersyet til unge mellem 16-25 år, der ikke kan håndtere en almindelig ungdomsuddannelse. Simone Dalby, STU-koordinator, deler sin begejstring: "Vi glæder os over at se de unge vokse og finde vej i livet. Vi skaber den gode hverdag sammen, hvor vi betyder noget for hinanden."

Der tilbydes plads til fem unge i dette bofællesskab midt i Filadelfias grønne område. Der er særligt fokus på at tilbyde trygge og sikre rammer, hvilket inkluderer vågen nattevagt, som især er vigtigt for elever med epilepsi eller andre behov for tilsyn.

10 forskellige praktikpladser

STU på Filadelfia skiller sig ud ved at tilbyde undervisning og 10 forskellige praktikpladser inden for områder som håndværk, patienthotel, køkken og natur. Botilbuddet giver de unge mulighed for at prøve at bo hjemmefra, samtidig med at de deltager i et fællesskab med andre unge.

STU-programmet på Filadelfia danner bro mellem specialskoler og dagtilbud for voksne, og det giver de unge tre år til at udforske faglige interesser, lære hverdagsfærdigheder og styrke deres sociale kompetencer. Med mulighed for at trække på Epilepsihospitalets ressourcer og ekspertise, er dette botilbud en vigtig brik i at give unge med særlige behov en meningsfuld og kvalitetsrig fremtid.

Tekst og billeder: Lene Løvschall

Ny Ejendomsskatteberegning for 2021-23: Hvad du bør vide

I løbet af april 2024 vil adskillige boligejere modtage opdaterede ejendomsskattebilletter fra Sorø kommune for årene 2021-23. Dette sker som følge af, at den oprindelige beregning af grundskylden (ejendomsskatten) for disse år blev foretaget på et midlertidigt grundlag, da vurderingen for 2020 endnu ikke var tilgængelig.

Hvad betyder dette for dig som boligejer?

Nu, hvor de nye vurderinger for 2020 er færdige, vil din kommune beregne den endelige skat baseret på disse vurderinger og efterjustere din grundskyld for 2021, 2022 og 2023. Du vil modtage en ny ejendomsskattebillet for hvert af disse år.

Hvad hvis din grundskyld stiger?

Frem til 2023 var der et loft over, hvor meget din grundskyld kunne stige hvert år. De fleste boligejere er omfattet af indefrysningsordningen for grundskyld, så eventuelle stigninger vil også blive indefrosset, indtil du sælger din bolig.

Læs mere om beregningerne hos Vurderingsportalen: Sådan beregner vi din grundskyld for årene 2021-2023

Hvad hvis du har købt eller solgt en bolig for nylig?

Hvis du er ny boligejer og modtager en opkrævning for en periode, hvor en tidligere ejer ejede ejendommen, bør du undersøge din købsaftale. Det samme gælder, hvis du er en tidligere ejer, og kommunen har udbetalt overskydende grundskyld til den nye ejer. I begge tilfælde er det den nuværende ejer, der vil få en eventuel opkrævning eller tilbagebetaling, når grundskylden efterjusteres.

Læs mere om efterjustering, hvis boligen har fået ny ejer efter 1. januar 2021: Ny ejer efter 1. januar 2021: Efterregulering af grundskyld

EDUR på Kragerup Gods

EDUR havde inviteret sine medlemmer til rundvisning og foredrag med godsforvalter Olav Ditlevsen. De fik fortællingen om hvordan Olav først startede som elev på godset og sidenhen blev gift med godsejer Birgitte Dinesen.

Go High og Vindmøller

Siden Birgitte overtog godset fra sin far, har den stået på modernisering og ombygning af hele ejendommen. Den første store drejning var da Birgitte og Olav kom på ideen om at opføre Danmarks første klatrepark "Go High" i 2009, som blev en kæmpe succes. Men det der for alvor har båret økonomien til hele eventyret var og er faktisk de 6 vindmøller man kan se lidt væk fra Godset. Disse blev opført i 2012 og leverer strøm til halvdelen af Kalundborg kommunes indbyggere.

Det er siden blevet til massiv modernisering og ombygning af godset så det i dag fremstår med moderne hoteldrift, a la carte restaurant (Blixen), stort fest- og konferencelokale (Kviestalden), samt mulighed for at holde mindre selskab i udkanten af skoven eller i shelterbyen med bålsted, overdækkede langborde, vildmarksbade og sauna.

Gulvvarme

Olav er meget glad for gulvvarme, der er faktisk gulvvarme i den store terrasse ved Blixen, på gangstien op til receptionen, så man slipper for at salte, og ved området hvor der vaskes maskiner så der ikke bliver isglat om vinteren efter vask. Det er naturligvis ikke meget varme der anvendes, men lige nok til at holde områderne frostfrie.

Det var en stor fornøjelse at blive vist rundt af Olva der med masser af humor fortalte alle mulige små anekdoter, blandt andet hvordan hele gårdspladsen blev renoveret under Corona, fordi hvornår skulle man ellers gøre det. Eller at indvielsesdatoen for restaurant Blixen tilfældigvis faldt på Karen Blixens fødselsdag og der var mange flere.

Bliv medlem af EDUR

EDURs styregruppe vil gerne opfordre alle erhvervsdrivende med tilknytning til Dianalund melde sig ind i EDUR, så der kan være flere til at netværke og der kan afholdes flere lignende arrangementer.

Skriv til dem på edur@dianalund.dk og få mere at vide om hvordan du bliver medlem. Du kan også læse mere om EDUR på deres hjemmeside www.edur.dk