4. adventsgave fra DUR

Denne 4. advent og juleaften har julefreden sænket sig over den lille by på Vestsjælland. Alferne og nisserne har alligevel en sidste julehilsen.

Mange af de gode borgere gæster i løbet af sommeren de gratis picnickoncerter eller Byfesten ’På Banen’, og nyder godt af de frivillige kræfter, der er lagt i disse arrangementer, hvor der spilles fra scenen.

Modelbillede af fremtidigt bagtæppe til scenen "På Banen"

Bagtæppet er dog blevet slidt af vejr og vind gennem årene. Derfor kan de gode borgere glæde sig til, at der næste år kommer et nyt bagtæppe med et flot design. Vi løfter sløret for designet, og håber I vil støtte op om arrangementerne igen til næste år.

Byfest den 17. august

Sæt allerede nu kryds i kalenderen til Byfesten d. 17. august, hvor vi også fejrer Dianalund Udviklingsråds 10 års jubilæum.

3. adventsgave fra DUR

Den søde juletid er stadig over os og Dianalund Udviklingsråd (DUR) fortsætter med at forsøde byen og omegnen med spændende adventsgaver og en lille historie, så her kan du læse videre på føljetonen:

Og det blev 3. advent: Den lille flok nisser og de mange flittige alfer kan godt blive trætte i den travle juletid. Der har været så mange ting at gøre, så mange søde borgere i Dianalund og omegn, som skulle glædes her til jul. Så hvad er mere oplagt end et borde/bænke-sæt, hvor alle kan hvile sig? Placeret på samlingsstedet ’På Banen’ ved Petanque banen, så man kan hvile sine ben, hygge med (nisse)venner og komme hinanden ved, som de er så gode til i byen på Vestsjælland.

Rigtig god fornøjelse – må der tænkes mange rare tanker og indtages hyggelige måltider på disse bænke. 

Mændenes aften hos Frøken Finesse

Frøken Finesse har i samarbejde med Henrik Slagter og Sparekassen Sjælland-Fyn flere gange afholdt inspirationsaftener for kvinder, men denne gang havde de besluttet at det skulle være "mændernes" tur. Steen fra Selected Gourmet var blevet inviteret til at præsenterer deres lækre Nougat Marcipan stænger og trøffelkugler men også flere varianter af juleøl fra bryggeriet The Man Behind, som Selected Gourmet har overtaget for et lille års tid siden.

Steen havde taget tre varianter med og heriblandt deres juleøl '#24', som er blevet kåret til Danmarks bedste juleøl 3 år i træk af publikum. Han havde også taget en Brown Ale og en hvedeøl med, som alle naturligvis kan købes hos Frøken Finesse.

Hvordan steges anden og stegen

Henrik Slagter stod for at fortælle om, hvordan man efter hans mening bedst kunne stege årets juleand på grillen og at en flæskesteg, eller ribbenssteg som det også hedder, ikke ret godt tåler tilberedning på grill, da den nemt bliver tør. Stege anvisningerne fulgte i øvrigt med, i den goodiebag alle deltagerne fik med. Peter Slagter stod for aftenens lækre sandwiches, en med and og en med ribbensteg. Andesandwichen havde udover perfekt tilberedt and også blandt andet frisk rødkål, og brunede kartofler, en rigtig god kombination efter undertegnedes mening. Ribbenstegen var efter klassisk opskrift - Flæskestegssandwich med sprød svær, rødkål og mayo - lige i skabet.

Sandwich, øl og chokolade

Maden kom på bordet, juleøllen blev skænket i flotte glas og nu var der tid til at spise og prøvesmage både de forskellige øl og de der alt for gode chokolader. Efterfølgende var der lodtrækning på Goodiebag numrene med gaver fra både Frøken Finesse og Henrik Slagter. Henrik og Peter havde taget en stor julekasse med som giveaway, med alt hvad hjertet kan begærer af hjemmelavede retter til en god julefrokost.

Aftenen sluttede af med at alle trak over i Frøken Finesse, hvor der var mulighed for at købe både chokoladerne, juleølen og selvfølgelig gaven til konen eller kæresten. Frøken Finesse har nemlig en gavebog, hvor man kan komme ind i butikken og skrive sine ønsker ind for at hjælpe på vej med gaveindkøbene.

Det var alt i alt en rigtig hyggelig aften, med masser af god mad, øl og chokolade og gode goodiebags både fra Frøken Finesse og Henrik Slagter med juleøl, trøffelkugler, Bülowlakrids, hjemmelavet leverpostej , sylte, pate og en lidt sjælden flaskehætte til hvis man nu ikke får drukket hele snapsen til julefrokosten.

Sorø Erhverv inviterer til inspiration til uddannelsesvalg og arbejdsliv

Hvad kan jeg blive? Og hvad har jeg lyst til at blive? Det er spørgsmål, eleverne i folkeskolens ældste klasser bliver mødt med og skal tage stilling til. Derfor inviterer Sorø Erhverv i samarbejde med Elev- og Lærlingenetværket alle kommunens 7.-9.-klasses elever og deres forældre til Mini Job- og Uddannelsesmesse torsdag den 11. januar 2024 kl. 17-20.

Mini-messen afholdes i stedet for Sorø Erhvervs vanlige Job- og Uddannelsesmesse, som udgår i 2024. På messen kan de deltagende unge mennesker – og deres forældre – møde erhvervslivet i Sorø Kommune samt regionale uddannelsesinstitutioner og få inspiration til deres kommende uddannelsesvalg og arbejdsliv.

Opbakning fra erhvervslivet

Årets mini-messe afholdes hos ASA-LIFT, og Hørkram serverer pasta med kødsovs til alle fremmødte. Noget Erhvervschef i Sorø Kommune, Laila Carlsen, sætter stor pris på; mini-messen kunne nemlig ikke gennemføres, uden at det lokale erhvervsliv støtter op.

”Det er simpelthen så fedt, at erhvervslivet gang på gang stiller op og giver de unge mulighed for at se de muligheder, der findes. Måske får nogen øjnene op for et erhverv, de ellers ikke havde overvejet. I Sorø Erhverv glæder vi os til at byde 7., 8. og 9.-klasses eleverne og deres forældre velkommen til en god og inspirerende aften,” siger Laila Carlsen.

Tilmelding er gratis

Det er gratis at deltage i mini-messen, men arrangementet kræver tilmelding af hensyn til forplejningen. Tilmelding kan ske via Sorø Erhvervs hjemmeside: soroe-erhverv.dk under Erhvervsarrangementer.

Tilmeldingsfristen er den 20. december 2023.

Billede: fra Sorø Erhvervs Mini-Job- og Uddannelsesmesse 2022

2. adventsgave fra DUR

Endnu en flok flittige alfer under DUR har haft travlt. Natur-alferne har plantet 10 forskellige frugttræer i Byparken til glæde for insekt-og fugleliv – og forhåbentlig også lidt for de gode borgere i Dianalund med tiden.

Der vil også blive skrællet græs af ’på banen’, i Byparken og ved stationen. Til foråret vil områderne blive tilsået med frøblandinger, der, ligesom frugttræerne, skal give bedre levebetingelser for sommerfugle, bier og andre trængte insekter – og forhåbentlig også bidrage med smukke blomster i stedet for kedelig græsplæne.

Så denne 2. adventsgave er langsigtet og kan glæde mennesker og dyr i mange år fremover.

Tak til Natur-alferne.

Nytårshilsen fra Dianalund Udviklingsråds (DUR) Formand

”Nu det jul igen – og nu det jul igen...” December er en skøn tid med lys på Dianalund Centret, Borgerhuset og på rigtig mange huse og i haver. Jeg bliver glad af at se mange folk i butikkerne, for det er vigtigt, at vi støtter vores lokale forretninger, så køb adventsgaverne, julegaverne og mandelgaven lokalt, hvis det overhovedet er muligt. Jeg er ofte blevet overrasket over, hvad vores gode butikker kan skaffe hjem og servicen er i hvert fald altid god.

Det er også den tid på året, hvor vi kigger tilbage. DUR og undergrupperne har igen haft et travlt år. Vinteren igennem var der skruet ned for varmen og alle talte om alternative varmekilder. DUR afholdt borgermøde om fjernvarme og i starten af 2023 blev der etableret en undergruppe. Gruppen skaffede 60% interessetilkendegivelse, så AffaldPlus og Sorø Kommune har kunnet arbejde videre med dette.

Se mere om fjernvarmegruppen her: Fjernvarme i Dianalund

I februar var 100 udklædte børn til Fastelavn i Holberghallen. De havde også deres forældre med, og der var en herlig stemning, mens tønderne blev banket ned, og de sponsorerede fastelavnsboller blev sat til livs.

I marts var der generalforsamling med en god dialog mellem bestyrelsen og de fremmødte. Det er også DIN by, så kom gerne til næste års generalforsamling tirsdag d. 12.marts 2024.

Sorø Kommune har besluttet at beskære DURs driftstilskud (og alle andre lokalråd) med 10% i 2024. DUR tog initiativ til en indsigelse via et læserbrev, og vi er ikke færdige med at kæmpe for, at driftstilskuddet bliver sat op igen i 2025.

E-DUR og DUR var vært ved en velbesøgt inspirationsaften sammen med Sparekassen Sjælland med spændende indlæg af lokal erhvervsdrivende Nicholai Hansen, Ejvind Pedersen fra Scanmetals, Kirke Stillinge og fra René Nielsen, som en dag vågnede op og manglede begge ben. Alle gik hjem med nye input og forhåbentlig fornemmelsen af et stækt netværk for erhvervsdrivende.

Se mere om E-DUR her: E-DUR - Dianalund Erhvervsforening

Naturgruppen under DUR har fået bevilliget penge til, at arbejde med anlæggelse og information om mere vild natur. I juni var der foredrag om ’Vild med Vilje’ med direktøren for Foreningen ’Vild med Vilje’, hvor vi fik inspiration og gode tips til, hvad vi kan gøre i vores egne haver.

Se mere om Naturgruppen her: Naturgruppen

Traditionen tro, fristes man efterhånden til at sige, for igen i år fik vi sommeren igennem fire gratis Picnickoncerter ’på banen’. Det er hyggeligt - og efterhånden noget jeg forbinder med sommer i Dianalund.

I august blev der holdt et BRAG af en Byfest. Sidste års skuffende Grundlovsdags arrangement blev vendt til OPTUR med et meget veltilrettelagt dagsarrangement med biler, hoppeborg og fodboldturnering. Aftenen bød på fest, og selv om himmelen bestemte sig for at åbne for sluserne ved 22 tiden, så lagde det ikke en dæmper på festen.

Der var igen i år kreative og (u)hyggelige kager til Halloween i Borgerhuset. Eventgruppen under DUR i samarbejde med spejderne og Stop Spild Lokalt afholdt kagekonkurrence og et morsomt opgaveløb.

Se mere om eventgruppen her: Dianalund Event

En undergruppe under DUR har arbejdet benhårdt for at få padelbaner til Dianalund. Mange har sikkert fulgt med i byggeriet, som desværre har ligget stille i nogle uger først pga. forsinkede materialer og senere vejret. Vi har måtte udskyde indvielsen til 2024, dato endnu ukendt, men det skal nok lykkedes, og så er endnu et succesfuldt anlægsarbejde en realitet takket være padelgruppen.

Se mere om padelgruppen her: Padelgruppen

Apropos jul, så sluttede DUR 2022 med fire flotte adventsgaver til Dianalund. Det vil vi ikke stå tilbage for i år, så følg med på facebookgruppen Dianalund, i bygrupperne og på hjemmesiden www.dianalund.dk

Vi vil gerne have at I kender os, så i den kommende tid vil vi dukke op forskellige steder. Støt os gerne med et medlemsskab, så vi fortsat kan have en by i udvikling – det gavner os alle.

Tusind tak til alle undergrupperne under DUR, tak til sponsorer som har bidraget generøst, tak til medlemmerne, som støtter os, tak til mine ”kollegaer” i bestyrelsen – det var ikke sket uden jer.

I ønskes alle et godt nytår – og har DU lyst til at være en del af en undergruppe, stifte en undergruppe eller komme med forslag til en undergruppe, eller være en del af bestyrelsen, så tøv ikke med at kontakte os.

Kristine Christiansen

Formand for DUR
formand@dianalund.dk

Kong vinter driller padelbanebyggeri

Folkene bag den nystartede Dianalund Padel Klub arbejder med booking systemer og automatisk styring af lys og låse. Desværre har Kong Vinter indfundet sig, hvilket har bevirket, at der er pause i byggeriet.

Book bane via Matchi

Når banerne engang er færdige, kan du som medlem af klubben booke tider via Matchi. Der kan vælges tider fra 7.00 - 22.00.

Det vil være muligt at booke 4-6 uger ud i fremtiden, og der vil være et max for hvor mange tider man kan have booket. Udover det er der frit slag.

Håber på byggevejr

Der krydses fingre for bedre vejr til byggeriet i den kommende uge.

Ændringer i den kollektive trafik i Sorø Kommune fra 10. december

10. december 2023 træder to politisk besluttede ændringer i den kollektive trafik i Sorø Kommune i kraft. Ændringerne sker ud fra en vurdering af passagertal og borgernes mulighed for at benytte andre tilbud i den kollektive trafik på samme strækninger.

Fortsat halvtimesdrift mellem Sorø Byterminal og Sorø Station

I dag servicerer både buslinje 421 og 422 Sorø med halvtimesdrift. Pr. 10. december tages buslinje 422 ud af køreplanen, og 421 vil i stedet servicere hele strækningen fra Smedeparken til Katrinelyst.

Halvtimesdriften mellem Sorø Byterminal og Sorø Station bliver opretholdt med buslinjerne 421, 425 og 570, som alle stopper ved såvel byterminalen som stationen. Derudover kører flere andre busser også mellem byterminalen og stationen, herunder skolebusser.

Alternative løsninger i og omkring Dianalund

Den regionale buslinje 420 har hidtil seks gange i døgnet kørt via Dianalund som en ekstrabestilling fra Sorø Kommune. Dette ophører pr. 10. december. Der er dog gode alternativer både i Dianalund og mod Holbæk og Slagelse.

Borgere i eller omkring Dianalund, der bruger buslinje 420 for at komme til f.eks. Slagelse eller Stenlille, kan i stedet bruge Tølløsebanen for at komme frem. En rejse med Tølløsebanen fra Dianalund Station til Slagelse Station er ca. 8 minutter hurtigere end samme rejse med buslinje 420.

Har man brug for at komme fra Dianalund Station til Holbæk Station, kører regionaltog videre fra Tølløse. Rejsetiden mellem Dianalund og Holbæk er her den samme som med buslinje 420.

Borgere, der skal fra Tersløse til f.eks. Slagelse, Stenlille eller Tølløse, kan køre med buslinje 570 til Dianalund Station, hvorfra Tølløsebanen kører.

Yderligere informationer

Kort: Den nedlagte rute 420 i Dianalund samt alternative ruter

Køreplaner, der er gældende fra den 10. december 2023:

Rute 421 ml. Smedeparken - Katrinelyst

Rute 425 ml. Sorø St. - Stenlille St.

Rute 570 ml. Gørlev - Næstved St.

Tølløsebanen ml. Slagelse - Tølløse

Billede til artikel: Fotograf Ulrik Jantzen

Cirkus Baldoni kom til Filadelfia

Hold da helt risengrød, der var gang i magien og eventyret, da patienter, beboere og brugere på Filadelfias sociale tilbud var til cirkusforestilling i Filadelfias festsal.

Cirkus Baldonis juleforestilling tog kegler blandt publikum. Der var musik, artister, Pjerrot, nisser og en julemand. Nu er julestemningen i hus.

Det skaber fællesskab og minder blandt publikum med sådan en cirkusforestilling. Glæden varer lang tid ind i fremtiden. Det var beboere på døgn- og dagtilbuddene i Brommeparken, Egebo, Rehabilitering og Udvikling samt patienter på Langtidsområdet, som var inviteret i cirkus.

100 mennesker deltog, og de 35 sad i kørestole – det kan være svært selv at tage i cirkus – derfor var det godt at cirkus kunne komme til Filadelfia. Publikum sad tæt sammen på stolene, men magien og trylleriet foregik. - Vores tidligere erfaringer med underholdende kulturelle arrangementer har været utrolig gode, fortæller områdeleder Søren Astrup Juul.

- Udover den umiddelbare glæde som ofte kan aflæses hos den enkelte patient/borger, når de bliver præsenteret for musik, komedie eller anden form for underholdning, så kan vi også se, at patienter/borger profiterer af de relationer og sociale fællesskab, som spontant opstår, når hverdagens rutiner brydes, fortæller områdeleder Søren Astrup Juul.

Det er en stor fordel for patienter og beboerne, at de er med et større fællesskab på Filadelfia – det giver mulighed for oplevelser, som ellers er svære at få. Cirkusforestillingen var støttet af midler fra Filadelfias Moderations- og Legatfond. Derfor var det muligt at skabe en fælles oplevelse på tværs af det sociale område.

Senere på måneden samler Filadelfia igen det sociale område til en stor oplevelse – nemlig bankospil med en masse præmier og sidegevinster.

1. adventsgave fra Dianalund Udviklingsråd

Den søde juletid er over os og igen i år vil Dianalund Udviklingsråd (DUR) forsøde byen og omegnen med spændende adventsgaver og en lille historie, så følg med i føljetonen:

1. advent

Der var engang en flok nisser, der boede i en lille by på Vestsjælland. De forsøgte at opfylde ønsker for folk i byen og hjælpe alferne, der var meget flittige, med at gøre ønskerne til virkelighed. I denne by, hvor mange borgere godt kunne lide at engagere sig i deres by og deltage i aktiviteter var den nymodens opfindelse ’internettet’ meget brugt. For hvor er det lige de gode borgere får oplysninger om et arrangement, kan se et nyhedsbrev, læse om deres lokalråd (og ikke mindst melde sig ind), og mange andre nyttige ting. Jo, det er på www.dianalund.dk. Se, denne hjemmeside var blevet lidt støvet og med lidt spindelvæv i hjørnerne, så derfor fik borgerne, denne 1. advent, en ny og afpudset hjemmeside.

Rigtig god fornøjelse – nyd den sammen med glöggen.