Gratis infoaften om iværksætterkursus

Sorø Erhverv og Slagelse Erhvervscenter går i foråret igen sammen om at afholde deres populære iværksætterkursus. Kurset henvender sig til alle, der har en iværksætter i maven – hvad end man går med tanker om at starte egen virksomhed, lige er startet eller har været igang et par år.

Over 7 tirsdag aftener fra den 18. april til den 30. maj får deltagerne en indføring i emner som forretningsplan, markedsføring, salg, juridiske overvejelser, budget, regnskab & bogføring, finansiering og meget mere. Kurset giver altså både god grundviden og viden om, hvor der er hjælp at hente, så man får det bedste afsæt for sin virksomhed.

Erhvervskonsulenterne Niklas Pandell fra Sorø Erhverv og Lisbeth Eichen fra Slagelse Erhvervscenter er arrangører og tovholdere på iværksætterkurset. Emnerne præsenteres af oplægsholdere fra lokale virksomheder.

Gratis og uforpligtende informationsaften

Tirsdag den 28. marts fra kl. 18.00 til 20.30 afholder Niklas Pandell og Lisbeth Eichen en gratis og uforpligtende informationsaften om forårets iværksætterkursus.

Her kan alle interesserede høre nærmere om iværksætterkursets indhold samt møde to iværksættere, der fortæller om det at starte sin egen virksomhed.

Tilmelding til den gratis informationsaften kan ske via: slagelseerhvervscenter.dk/arrangementer

Informationsaftenen afholdes hos Slagelse Erhvervscenter, Sdr. Stationsvej 26, 1 i Slagelse.

Yderligere info

Forårets iværksætterkursus starter tirsdag 18. april og varer frem til 30. maj.
Kurset afholdes kl. 18.00-20.30 hos Slagelse Erhvervscenter, Sdr. Stationsvej 26, 1 i Slagelse.
Prisen er 1250 inkl. moms for hele kurset.
Læs mere på soroe.dk/erhverv

For uddybende spørgsmål kontakt

Niklas Pandell, Erhvervskonsulent, Sorø Erhverv, tlf. 2182 1347 

Høring om den offentlige trafik i Sorø

Sorø kommune har sendt sit prioriteringskatalog for busdrift ud til offentlig høring i fire uger fra den 10. marts til den 7. april 2013. Feedback kan sendes til Teknik, Miljø og Drift og vil efterfølgende blive præsenteret for politisk beslutningstagning. Hele processen skal være afsluttet inden udgangen af april, så Movia kan justere deres driften.

Alle kan give deres mening til kende omkring prioriteringskataloget for busdriften i høringsperioden.

Høringen og prioriteringskataloget kan ses ved at klikke på knappen herunder.

Feedback på prioriteringskataloget skal sendes til Teknik, Miljø og Drift på trafik@soroe.dk senest fredag den 7. april 2023.

Artikelbillede: Fotograf Ulrik Jantzen

Generalforsamling med god dialog

Dianalund UdviklingsRåd holdt tirsdag ordinær generalforsamling med dagsorden ifølge vedtægter. Kristine Christiansen der er formand for DUR gennemgik DURs arbejde i 2022, hvor der kunne fremhæves mange gode aktiviteter henover året og med stor ros til undergrupperne. Der skal dog fortsat være fokus på hvervning af medlemmer så opbakningen kan blive så stærk som muligt.

Aktiviteterne i DURs grupper i 2022/2023

Aktiviteterne henover året tæller en minigolfbane der blev gjort færdig, hvor der blev fældet træer og skrald blev kørt væk. Her er der stadig en udfordring i forhold til opbevaring af køller og bolde. Padeltennisbanerne er en realitet efter hårdt arbejde med at søge fonde, sponsorer, salg af øl/vand ved picnickoncerterne og tilføring af helhedsplansmidler i adventsgave. Banerne bliver etableret i 2023 og bliver overdraget til Dianalund Badminton Klub.

Læs mere om Padeltennisgruppen

Læs mere om Minigolfbanen

MÆ RK Dianalund fik afholdt hobby/fritid dag om lørdagen med efterfølgende byfest, hvor tilslutningen kunne have været bedre, men det skyldes nok ifølge Kristine, at det var Pinse og der havde været kort tid til at arrangere. Grundlovsdag arrangementet om søndagen blev afholdt med lokalpolitiker debat og 3 landspolitikere og efterfølgende var der evaluering og borgermøde.

Picnic og flagalle

Picnic koncerterne er også blevet en del af DUR og der blev igen i 2022 afholdt 4 picnickoncerter med god opbakning. Sommeren blev sluttet af med Bas på Banen med masser af EDM (Electronic Dance Music), herunder Mainstream, House med mere for alle med et ungt sind.

Flagalleen blev sat op af børn og forældre fra 5. b på Holbergskolen og de fortsætter i det nye år som 6. b. Læs mere på siden for flagalleen hvis du ønsker at leje flag og se datoer for opsætning af Flagalleen.

Læs mere om Flagalleen

Fjernvarme - tilkendegivelse er ikke forpligtende

Krigen i Ukraine satte yderligere gang i en proces for at udbrede fjernvarme til flere husstande i Danmark. Gode mennesker startede Fjernvarmegruppen op i Dianalund og er i fuld gang med at samle de nødvendige UFORPLIGTENDE forhåndstilkendegivelser sammen, for at få Sorø Fjernvarme til at arbejde videre med etablering af fjernvarme i Dianalund.

Læs mere om fjernvarme i Dianalund

Naturgruppen har uddelt gratis frøposer ved MÆ RK Dianalund og udpeget områder til omlægning til vild natur. Og så har gruppen formidlet information og givet gode råd om vild natur. I 2023 vil gruppen oprette miniskov ved indfaldsveje, blomsterstriber hos både private og offentligt og arrangerer foredrag ved naturformidler.

Læs mere Naturgruppen

DUR Event fik afholdt Halloween og 2 VM storskærmsarrangementer i samarbejde med Dianalund Fodbold og Sparekassen Sjælland-Fyn. DUR overtog midlertidigt Fastelavnsarrangementet i Holberghallen med over 200 deltagere.

Læs mere om DUR Event

Bosætningsgruppen har fået trykt en folder til uddeling fra offentlige instanser og ejendomsmæglere. Dianaloopet har fået trykt nye foldere på opfordring fra mange, der ønsker at benytte de 3 ruter rundt i og omkring byen.

Læs mere om Bosætning

Læs mere om Dianaloopet

Medlem af DUR

For at få øget medlemstallet yderligere, skal der arbejdes videre med rekruttering ved forskellige arrangementer i byen. En anden del af udfordringen består i at få medlemmer til at skifte kort når de får nyt eller skifte til MobilePay Subscriptions betalingsmetode.

Hvorfor være medlem

Michael Bauer som er bestyrelsesmedlem i Dianalund Udviklingsråd, giver her sin forklaring på, hvorfor vi har brug for DUR og antallet af medlemmer bør være så stort som muligt:

"Jeg ser, at et stærkt DUR kan give Dianalund den opmærksomhed, som de burde have hos Sorø Kommune. Her mener jeg, at når ønsker og spørgsmål til en kommune bliver overleveret konsolideret fra en forening med mange medlemmer omkring byens udvikling, så batter det bare meget mere end når individer prøver at få kommunen i tale."

Er du ikke medlem af DUR endnu, kan du klikke på knappen herunder.

Referat

Når referatet fra generalforsamlingen er klar bliver det offentliggjort på siden for generalforsamlingsreferater, hvor du også kan læse referaterne fra de tidligere generalforsamlinger.

Se oversigt over generalforsamlingsreferater

Nyt showroom med komfortstole i Dianalund Centret

Senior Komfort, som har specialiseret sig i hvilestole og otiumstole, åbner et showroom i Dianalund Centret. Senior Komfort har længe været anerkendt for at tilbyde kvalitetsstole til ældre, og nu kan man så opleve deres sortiment på nærmeste hold. De tilbyder et bredt udvalg af Farstrup-stole, der kan designes og tilpasses individuelt for at sikre optimal ergonomi og komfort.

Ejeren, Mette Lyngeled, er begejstret for at kunne åbne et showroom i Dianalund Centret. "Vi ønsker at tilbyde vores kunder en personlig oplevelse, hvor de kan få rådgivning og vejledning om, hvilken stol der passer bedst til deres behov. Vi er glade for at have fundet et nyt hjem i Dianalund Centret, hvor vi kan nå ud til endnu flere mennesker med vores mission om at tilbyde komfort og livsglæde til ældre."

Showroomet vil først og fremmest fungere som et sted, hvor kunderne kan prøve de forskellige stole og få personlig rådgivning. Men på sigt vil der også være hyldevarer, som kan købes i butikken og tages med hjem samme dag.

Mette glæder sig til at byde alle velkommen indenfor mandag den 6. marts fra kl. 10 til 16. Showroomet er beliggende mellem Candy World og Krudtuglen, hvor Annika og Lene tidligere havde fodklinik.

Mette og Ulrik udlejer moderne boliger i Dianalund

Det gamle nervesanatorium i Dianalund, som blev opført i 1928, og som sidenhen har huset både psykiatrihospital og flygtningecenter for Dansk Røde Kors, har gennemgået en større forvandling og står nu som Dr. Sells Park og huser attraktive lejeboliger på den naturskønne grund. Selvom det er gået stærkt siden årsskiftet med at leje boligerne ud, er det stadig muligt at få fingrene i en af de nyopførte energivenlige lejligheder alle med nye hårde hvidevarer.

Eksempler på lejeboliger i Dianalund

Moderne 4-værelses lejlighed i Dianalund

DR. SELLS PARK 49 2. TV,
4293 DIANALUND

LEJE PR. MD.9.900 KR.
AREAL104 M2
VÆRELSER4

UDLEJET

DR. SELLS PARK 47 1. 1.,
4293 DIANALUND

LEJE PR. MD.8.895 KR.
AREAL95 M2
VÆRELSER4

UDLEJET

DR. SELLS PARK 47 ST 1.,
4293 DIANALUND

LEJE PR. MD.8.995 KR.
AREAL95 M2
VÆRELSER4

UDLEJET

DR. SELLS PARK 49 ST MF,
4293 DIANALUND

LEJE PR. MD.9.650 KR.
AREAL95 M2
VÆRELSER4

UDLEJET

DR. SELLS PARK 49 1 MF,
4293 DIANALUND

LEJE PR. MD.9.650 KR.
AREAL95 M2
VÆRELSER4

UDLEJET

KOLONIVEJ 15 A 2 14,
4293 DIANALUND

LEJE PR. MD.8.600 KR.
AREAL125 M2
VÆRELSER4

Totalrenovering

Det er nærmest kun selve bygningens ydre der er bevaret, mens man indvendig har gennemført en totalrenovering af den gamle ejendom, lagt nye varmesystemer ind overalt og opdateret alle ydervægge og vinduer så de lever op til dagens standarder for lavenergi.

Alle lejlighederne ligger med kig lige ud til det store parklignende område og der hører både depotrum og parkeringsplads med til alle lejlighederne. Lige uden for Dr. Sells Park ligger Tersløse Bøgeskov, der som navnet indikerer er en stor flot bøgeskov.

Tholstrup & Moldt

Bag virksomheden Tholstrup & Moldt står makkerparret Ulrik Tholstrup og Mette Moldt Mathiesen, der begge har specialiseret sig i boligudlejning.

Mette er født og opvokset i Sønderjylland, men har boet i København i snart 11 år. Hun har en professionsbachelor i finansiering og ejendomsmægleruddannelsen samt erfaring med salg og udlejning af boliger.

Ulrik er født og opvokset på Frederiksberg og har en uddannelse som finansiel rådgiver fra Danske Bank og som ejendomsmægler. Han har stor erfaring med finansiering, lån og værdiansættelse på baggrund af sine tidligere jobs i både finans- og ejendomsbranchen.

Læs mere om dem her: Tholstrup & Moldt

Ulrik Tolstrup og Mette Moldt Mathiesen