Tennisklubben åbner op

Dianalund Tennisklub er klar med sæsonåbning fra den 7. maj, og byder dermed velkommen til endnu en sommer med individuelt spil og "Endelig mandag".

Husk at medbringe håndsprit og der er ikke adgang til klubhuset grundet situationen med corona.

Klubben har i år fået lagt linierne professionelt på banerne så de sidder lige som de skal.

Spil og træning

Mandag kl. 09.30: Endelig mandag (spil) for de "formiddagsledige"
Torsdag kl. 18.00: Træning og spil for juniorer. Der er fortsat spil hele sommeren for de fremmødte.
Torsdag kl. 19.00: Træning of spil for seniorer. Der er fortsat spil hele sommeren for de fremmødte.

Hygge med spil, turneringer m. m.

Søndag den 14. juni kl. 14-?: Socialt stævne med efterfølgende grill og hygge
Fredag den 31. juli kl. 10-15: Dianalund Senior Open
Søndag den 16. august kl. 14: Socialt stævne med efterfølgende grill og hygge

Artikelbillede: Pixabay

Hjemmeside om Verdenshistorien i Dianalund

Mens Lokalarkivet i Dianalund har været lukket, har lederen og de frivillige arbejdet hjemmefra, bl.a. med at færdiggøre sitet ”Verdenshistorien i Dianalund”.

Historiekanonen er udgangspunktet

Ideen med ”Verdenshistorien i Dianalund” er at omsætte den store historie til lokale forhold og på den måde gøre historien endnu mere interessant. Udgangspunktet har været Historiekanonen, der blev vedtaget af Folketinget i 2006, og vi har spurgt os selv hvordan de enkelte punkter i denne påvirkede os i Dianalund og nærmeste omegn. Vi har dog også medtaget andre relevante punkter, f.eks. Korset ved Conradineslyst, Udvandrere, Kongemosekulturen og andre emner, der har betydning for Sorø Kommunes nordvestkvarter.

I ”Verdenshistorien i Dianalund kan man således se, at der indtil 1908 er udvandret 172 personer fra de fire sogne, Lokalarkivet i Dianalund dækker, og hvor disse er taget hen. Vi kan se, at Christian 4. har ejet et gadehus i Sobjerg, at Københavns bombardement medførte genhusning af en københavnerfamilie på Tersløsegård, der havde en vild dreng. Vi kan se, hvad man spiste under 2. Verdenskrig, og hvordan vi i Dianalund oplevede 29. august 1943. etc.

Mangler lidt endnu

Vi mangler endnu nogle punkter fra Historiekanonen, f.eks. Energikrisen 1973, Murens fald og 11. september 2001. Til gengæld har vi dykket ned i Litteraturkanonen og har fortalt om de forfattere, der optræder her, som har særlig tilknytning til Dianalundområdet. Ikke mindst Herman Bang, hvis roman ”Ved Vejen” er en ret nøjagtig beskrivelse af Tersløse, da han var teenager her.

Og hvad lavede vore forfædre så dengang Jesus levede? Det ved vi ikke, men vi ved, at en høvding i Stenlille blev begravet på den tid. Gravgaverne var ikke våben, men bestod af ting til bordets glæder, blandt andet en si, således at han kunne dekantere vinen.

God fornøjelse med sitet ”Verdenshistorien i Dianalund”, vhid.dk

Jørgen Mogensen
arkivleder

foto: Background photo created by freepik - www.freepik.com

Årlig test af sirener

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og Beredskabsstyrelsen gennemfører den årlige afprøvning af varslingssystemet ONSDAG DEN 6. MAJ 2020 KL. 12:00 TIL KL. 12:15

Det betyder signalerne

Sirenerne afgiver signal tre gange.

  • 1. gang: Tonen stiger hurtigt og falder langsomt:
    Signalet varer i alt 45 sekunder. Signalet betyder: "GÅ INDEN DØRE"
  • 2. gang: Tonen stiger hurtigt og falder langsomt:
    Signalet varer i alt 45 sekunder.Signalet betyder: "GÅ INDEN DØRE"
  • 3. gang: Æ°n lang tone:
    Signalet varer i alt 45 sekunder. Signalet betyder: "FAREN ER FORBI"

Personer, der opholder sig i en vandret linje inden for 40 meter af et sirenehoved, løber en risiko for at pådrage sig høreskader, når sirenen afgiver signal. Effektivt høreværn skal derfor altid anvendes.

Der er derimod ingen risiko for at pådrage sig høreskader ved almindeligt ophold under sirener.

Ring ikke til 1-1-2, politi eller brandvæsen, fordi sirenerne afgiver signal. Unødvendige opkald om sirenesignal kan blokere alarmcentralen for livsvigtige meddelelser.

Læs mere

Læs mere om varsling på www.brs.dk

Foto: Villy Fink Isaksen at da.wikipedia / CC BY-SA

Nu kan du også bestille Take Away på Dianalund bibliotek

Dianalund bibliotek åbner nu for bestilling af læseposer, hvis du er oprettet som låner. Det starter med første afhentningsdag mandag den 20. april.

Bemærk: Du kan hente din bogpose, men vi kan fortsat ikke modtage reserveringer, gebyrer osv. Du kan heller ikke aflevere lånte materialer.

Tiltaget følger Sundhedstyrelsens regler på området. Personalet har vasket og sprittet hænder inden pakning af bøgerne og der henstilles til, at man holder den anbefalede afstand til hinanden uden for døren. 

Sådan bestiller du din bogpose

Du kan ønske læsestof inden for et emne eller genre (f.eks. krimier eller noget om haven). Du kan ønske bøger, lydbøger og film. Udfyld skemaet i mailen og vi vil prøve at finde det ønskede frem til dig.
Biblioteket sender en mail til dig, når din pose er klar til afhentning. Har du bestilt en pose og kan ikke selv hente den, så må et familiemedlem eller en nabo gerne hente den til dig, hvis de bare har nummeret på posen med.

Der udleveres to-go poser mandag og fredag kl. 11-12

Poserne afhentes i Dianalund ved bibliotekets indgang ved skaterbanen. 
Vil du hente din pose i Dianalund, så tryk her: Dianalund

Indlæg fra DUR’s formand Henriette Fosgerau

Kære alle medlemmer i DUR samt borgere i Dianalund.

Det er en mærkelig og anderledes tid vi befinder os i. Hverdagen for alle er forandret og vi skal holde os hver for sig, for at sikre hinanden bedst muligt.

Aflysninger

Også for DUR og vores undergrupper har den nuværende pandemi ændret vores planer for 2020. Alle de planlagte arrangementer i løbet af sommeren, så som B&U´s workshops med Team Vici og Skt. Hans i børnehøjde samt MÆ RK DIANALUND ugen med fejringen af grundlovsdag er desværre blevet aflyst.

Også flere andre gode arrangementer fra andre foreninger eller organisationer i byen, som vi havde set frem til, er blevet aflyst eller udskudt.

Vi kommer igen

Det er vi i DUR rigtig kede af, men vi kommer igen i 2021 hvor vi igen vil skabe liv i Dianalund, med mange arrangementer, i samarbejde med DUR´s undergrupper.

Indtil vi vender tilbage kan vi opfordre til at bruge nogen af vores lækre udendørs faciliteter som bøgeskoven, parken, På banen eller Dianaloopet. Her er ”højt til loftet” og mulighed for at holde afstand.

I bestyrelsen nåede vi at afholde vores generalforsamling i marts, men desværre nåede vi ikke at indkalde og afholde den ekstraordinære generalforsamling, hvor vi skulle have valgt de sidste bestyrelsesmedlemmer ind. Vi håber at på at det bliver muligt at indkalde til den ekstraordinære generalforsamling senest i juni, så vores arbejde rigtig kan gå i gang efter sommerferien.

Følg udviklingen her på DUR´s hjemmeside og Facebook og Instagram.

Vi mangler stadig en til bestyrelsen

Vi mangler stadig én borgerrepræsentant til bestyrelsen, som vi håber at finde inden juni (Er det noget for dig, eller kender du en, så giv os endelig besked på formand@dianalund.dk).

Handel lokalt

Vi skal passe godt på hinanden, og vi skal passe på vores by! Derfor vil vi kraftigt opfordre alle til at bakke op om vores lokale erhvervs- og forretningsdrivende. Butikkerne i Centeret, ud over fødevarebutikker og apoteket, må ikke holde åbent, men yder alligevel en god service med udbringning m.m. Vi skal sørge for at vi også efter denne tid, har et flot og velfungerende butiksliv og det er derfor vigtigt at vi støtter dem i denne tid.

Dianalund Udviklingsråds vision: Dianalund – en aktiv by med plads til mere, vil i denne tid være ensbetydende med mere

  • afstand
  • forståelse
  • sammenhold
  • opbakning.

På vegne af Dianlund Udviklingsråd´s bestyrelse

Formand Henriette Fosgerau

Handel lokalt – det er endnu mere genialt

Coronaudbruddet påvirker hverdagen for alle og nu er det vigtigere end nogensinde før at støtte de lokale erhvervsdrivende og butikkerne.

Butikker, spisesteder, frisører, fitnesscentre, massører, behandlere, tandlæger, håndværkere, gårdbutikker, chauffører, kunstnere, mekanikere osv. er alle voldsomt pressede på deres omsætning og levebrød. Flere har været tvunget til at afskedige medarbejdere.

Vi kan hjælpe hinanden og kan dermed vær med til at redde både arbejdspladser og bevare et attraktivt butiks- og erhvervsliv i vores lokalområde.

Du kan gøre det på ansvarlig og forsvarlig vis

  1. Bestil takeaway fra lokale pizzeriaer, restauranter og caféer
  2. Har du udendørsopgaver, der skal klares, så brug lokale havemænd, anlægsgartnere, håndværkere og entreprenører
  3. Når du handler online, så køb hos lokale webshops - ikke internationale
  4. Køb gavekort eller betal forud, så lokale behandlere, frisører, butikker, restauranter og kulturinstitutioner får penge i kassen nu
  5. Brug fantasien – følg sundhedsmyndighedernes retningslinjer – det gør de erhvervsdrivende:
  • din bil bliver sprittet af når den har været til service
  • håndværkere bruger værnemidler som når de renoverer for skimmelsvamp eller asbest
  • rådgivere og terapeuter kan du møde på video

”Det bedste råd vi kan give, er at tage en snak med din lokale leverandør – så finder I en ansvarlig og forsvarlig måde at få leveret dine varer på eller få løst den opgave du har brug for”
- Sorø Erhvervsudviklingsråd

Sådan genåbner dagtilbud og skoler

Dagtilbud og skoler i Sorø Kommune åbner onsdag den 15. april, som følge af statsministerens udmelding om en gradvis genåbning af Danmark.

For ca. 2.800 børn i Sorø Kommune begynder hverdagen igen onsdag den 15. april, når dagtilbud og skoler åbner dørene for børn og elever til og med 5. klasse. Men det bliver en ny slags hverdag med nye rutiner for både børn og voksne.

- Vi er klar med en plan for, hvordan vi skal tage godt imod børnene, når de møder ind onsdag den 15. april. De enkelte skoler og dagtilbud sørger for at planlægge hverdagen, så vi kan efterleve Sundhedsstyrelsens retningslinjer og gøre, hvad vi kan for at mindske smittespredning, samtidig med at vi får gang i en god hverdag igen, siger børne- og familiechef i Sorø Kommune, Henrik Madsen.  

Rengøring og nye rutiner

På institutioner og skoler følger man Sundhedsstyrelsens retningslinjer for at begrænse smittespredning, og der sættes desuden ind med ekstra rengøring og adgang til håndsprit mv. På de enkelte institutioner og skoler tilrettelægges den nye hverdag, så man bedst muligt kan holde afstand og gennemføre aktiviteter ude i det fri.

Kort skoledag 

Elever fra 0.-5. klasse kommer til at gå i skole fra 8-13 alle hverdage. Skolerne tilrettelægger undervisningen, så mest muligt foregår udendørs eller indendørs med god plads mellem eleverne, for eksempel ved at dele eleverne i mindre hold. Elever, som på grund af risikoforhold i husstanden (fx en forælder med kronisk sygdom) holdes hjemme, får hjemmeundervisning i form af, at eleverne modtager klassens ugeplan og opgaver.

Elever fra 6.-9. klasse hjemmeundervises foreløbigt frem til 11. maj. Dette gælder også eleverne i 9. klasse, hvis afgangsprøve er aflyst.

Tidlig SFO-start aflyses, hvilket betyder, at de kommende skolebørn bliver i børnehaven indtil skolestart i august.

Vigtigt budskab til forældre

Et vigtigt budskab til alle forældre til børn i dagtilbud og skoler er: Børn, som er syge, skal blive hjemme. Det gælder også, hvis man bare er lidt forkølet. Børn skal først i dagtilbud og skole igen, når de er symptomfri. Forældre, som er syge eller har symptomer, skal ikke hente deres barn i institution. Send i stedet en rask voksen.

- Både forældre, medarbejdere og ledere har udvist en kolossal ansvarlighed i hele dette forløb. Det er jeg sikker på, at alle vil fortsætte med. Vi vil fra kommunens side bakke op med at finde løsninger på de tvivlsspørgsmål, som opstår hen ad vejen. Vi står sammen med resten af Danmark om at bringe landet igennem dette ukendte farvand. Vi stoler på de skridt, der bliver taget centralt fra, og vi er klar til at udmønte dem lokalt på en måde, så vi passer så godt som muligt på vores borgere og vores medarbejdere, siger Henrik Madsen. 

Sorø Kommune følger de centrale udmeldinger fra regeringen og Sundhedsstyrelsen nøje. Hvis den planlagte genåbning af samfundet udskydes i løbet af påsken, udskydes genåbningen i Sorø Kommune også.

Hjemmeside om besættelsen

I år er det 80 år siden Danmark blev besat og 75 år siden vi blev befriet.

Lokalarkivet i Dianalund havde planlagt en stor event i den anledning, hvor man ville vise hvordan Ruds Vedby og Dianalund klarede sig igennem 2. Verdenskrig. 

Lokalarkivet har en udstilling på 85 m2 klar, og der var i den forbindelse planlagt 3 aftenarrangementer, et utal af fyraftensmøder og to ekskursioner. Alt dette er indtil videre aflyst eller udsat.

For dog at vise noget af det, der skete i Dianalund under anden verdenskrig, har lokalarkivet lavet 6-7 sider på hjemmesiden Verdenshistorien i Dianalund (vhid.dk), nærmere bestemt https://www.vhid.dk/nutiden/29.-august-1943/index.html.

Brev om forholdene

Selvom der er meget læsestof, så opfordrer lokalarkivet til at læse Karins brev til sin mor, om forholdene i Dianalund under krigen. Hun skrev brevet i dagene 8.-13. maj 1945. Man kan også læse om modstandskampen i Ruds Vedby, Skellebjerg og Dianalund. 

Siderne på hjemmesiden er stadig under opbygning, og med tiden vil der her komme flere videoer, personlige beretninger og andet relevant stof.

Artikelbillede: WikiMedia, Public Domain