Sjov og ballade inden juletræstænding og risengrød

Sokketrick og fræk snemand
Det var Mikkel Rugholm der i år fik muligheden for at underholde alle børn og barnlige sjæle i Dianalund Centret inden juletræet skulle tændes. Mikkel fik hurtigt varmet ungerne op og fik gang i løjerne med sokketrick, tryllerier med blandt andet vand der blev til sne og Julius den frække snemand. Julius kunne heldigvis kun tåle at være ude af køleboksen i 3 minutter. [gallery link="file" ids="14048,14037,14046,14055,14045,14043,14054,14057,14056"]
Julemanden kom og hjalp
Efter en masse fis og ballade var det blevet tid til at kalde på julemanden, så han kunne komme og hjælpe med at tænde juletræet. Efter alle børnene havde skreget så højt på julemanden, at taget var lige ved at lette, kom han og hjalp alle med at få juletræet tændt. Der kunne nu danses omkring det tændte juletræ til glade julemelodier. Alle festlighederne sluttede med "Nu er det jul igen" og slikkeposer til alle børnene. [gallery link="file" ids="14050,14041,14051"]
80 liter risengrød
Igen i år havde Alsidige Kvinder i Dianalund stået og kogt hele 80 liter risengrød, så der var nok risengrød til alle. Tak for en rigtig hyggelig eftermiddag og aften i Centret. [gallery link="file" ids="14039,14038"]

MusikBeRiget spredte julestemning og smil

Ole Kibsgaard, Kaya Brüel og et helt strygeorkester spillede torsdag julen ind på Epilepsihospitalets børneafdeling i Dianalund.

Orkestret er vant til at spille for alvorligt syge børn på landets hospitalet. Orkestret havde taget SMIL-fonden under armen og sammen skabte de en hyggelig eftermiddag med børnene og forældre.

Sasha Foght på 14 år fra Haslev er indlagt i tre uger sammen med sin mor, og hun var glad for arrangementet.

- Det betyder rigtig meget, der sker jo ikke så meget, når jeg er indlagt. Det bliver nemt kedeligt. Det sværeste er at sove om natten, fortæller Sasha Foght.

[caption id="attachment_14012" align="aligncenter" width="1024"] Sasha Foght[/caption]
Julekalendere også til søskende

Efter musikken delte SMIL-fonden julekalendere ud til de indlagte børn og søskende.

- Vi er rigtig glade for, at Filadelfia for første gang får besøg af SMIL-fonden og på den måde kan glæde de kronisk syge børn. De er så seje og kæmper i hverdagen med indlæggelser, bekymringer og afsavn fra skole og venner. Og det er ekstra rart at SMIL-fonden tænker på søskende til de syge børn. Det er altid hele familien, som bliver ramt, når et barn får epilepsi, fortæller ledende sygeplejerske Conny Brandt fra Filadelfia.

[caption id="attachment_14010" align="aligncenter" width="1024"]Orkesteret MusikBeRiget Orkesteret MusikBeRiget[/caption] Billeder og tekst: Lene Løvschall

Meld dig ind i foreningen Kunstnergården

Det er nu lykkedes at få generalforsamlingens samtykke til at udvide Foreningen Kunstnergården med et formaliseret medlemskab. At Kunstnergården kan dokumentere, at der er opbakning i lokalområdet til gården aktiviteter og arrangementer er vigtigt i forhold til den støtte der kan søges om fra forskellige sider. Derfor er det vigtigt at du melder dig ind. Men også fordi vi gerne vil udvide aktiviteterne på gården, så det bliver et attraktivt kulturelt samlingssted, der summer af liv. Lige nu har vi stenhuggerværksted og en malergruppe, men vi har plads til flere med lyst til at starte f. eks. en fotoklub eller hvis interessen er læge- og krydderurter, så kom og iværksæt en interessegruppe. Har du lyst til at arbejde som frivillig, så kom og vær med. Vi har brug for folk som vil være med til at renovere og vedligeholde gården, passe Saltofte Larsen samlingen eller haven. Vi har brug for dig - kan du bruge kunstnergaarden Se mere: på deres hjemmeside

Alletiders legepladser

Dianalund B&U Kultur som er en gruppe under DUR har haft held, flid og kommunale midler som dækkede lidt under 1/3 af budgettet til området ”På Banen” ved siden af borgerhuset i Dianalund i et omfang og med en fart, der godt nok kan tage pusten fra en. Det betyder dog ikke, at der ikke i andre tider også var folk, der puslede med ideer om legepladser og fik held til at opfører nogle. Da Dianalundcentret i midten af 1980’erne var udbygget etablerede det en legeplads for mindre børn ved siden af parkeringspladsen. Den eksisterer til dels stadig. Omkring 1990 havde Fritidsnævnet held til at afsætte penge på det kommunale budget til legepladser. Der var dog for få penge afsat, og kun en legeplads ved Niløse skole blev bygget på initiativ af forældrene. 1993 blev Dianalund Skatepark indviet på Holbergskolen. Nogle teenagedrenge havde lavet en interesseklub og med kommunale midler fik de lavet en række skateboardramper, der først stod på Holbergskolen, senere på det grønne areal mellem Ventemøllegården og Borgerhuset. I 1999 ville Idrætsforeningen opføre en forhindringsbane på det trekantede jordstykke ved tennisbanerne. Underlaget skulle være et 25 cm tykt gruslag, som vejvæsenet ville sørge for, og kommunen ville stå for tilsynet. Idrætsforeningen ville selv betale 55.000 kr. Alt gled glat igennem det kommunale system. Firmaet skulle kun have 50.000 kr. for opstilling af banen. Så alt så lyst ud, og banen blev etableret. Banen stod der i mange år, og de sidste rester blev først taget ned i forbindelse med den nye bane (SAMM-Pladsen), der blev etableret her i 2018. I forbindelse med Dianalunds 110-års jubilæum i 2011 blev der etableret en legeplads i Byparken foranlediget af Borgerforeningen, men betalt af kommunen. Denne legeplads blev et par år senere udvidet således at også småbørn kunne lege her. For få år siden blev der opsat en svævebane i tilknytning til legepladsen, som Dianalund B&U Kultur søgte fondsmidler til. Alle disse tiltag blegner dog en kende i forhold til det, der er ved at ske i denne tid. Jørgen Mogensen (Redaktionelt tilrettet)

Nyt fra “På Banen”

Oktober var måneden, hvor pavillonerne på aktivitetsområdet endelig blev fjernet. I løbet af november måned vil legepladsfirmet UNO så gå i gang med at lave multibanen samt den interaktive væg. Multibanen kommer til at indeholde fodboldmål, hockeymål og basketballmål. Der vil også blive etableret lys på området. Den interaktive væg, E-Wall, vil kunne få pusten op hos mange, hvis man følger de indbyggede muligheder. Man kan også tilslutte sin ipad/smartphone og lave diverse quizzer. Der vil blive mulighed for at blive introduceret i brugen af E-wall´en, når denne er blevet sat op. Hold øje med Dianalund B&U Kulturs facebookside, hvor det annonceres, hvornår intro foregår. [gallery link="file" ids="13971,13972,13973"]
48 m2 overdækket scene
I december måned vil scenen blive sat op. Scenen er 48 m2 med overdækning. Der er allerede én, der har foreslået, at man kunne holde frokostkurv-koncerter, man kunne måske også holde teaterforestillinger. Det er kun fantasien, der sætter grænser, så har du en god idé, så hold dig endelig ikke tilbage med at få den ført ud i livet. Vi ved, at grundlovsfest-udvalget har planlagt at bruge scenen til grundlovsfesten i 2019.
Officiel indvielse den 4. maj 2019
Vi satser på, at det hele kan stå færdigt inden årsskiftet, men man hvad jo aldrig, hvordan vejr og vind udvikler sig og om det derfor først bliver i starten af 2019, at vi endelig kan sige, at området er færdigetableret. Den officielle indvielse af hele aktivitetsområdet bliver den 4. maj 2019. Følg med på Dianalund B&U Kulturs facebookside og i lokalaviserne for mere information omkring indvielsen, når tiden nærmer sig. [gallery link="file" ids="13978,13977,13975"]
Kost til bladene på skaterbanen
Bladene falder af træerne og lander på skateparken. I gangen i Borgerhuset står skateparkens kost. Husk at sætte kosten på plads efter brug. Bemærk alle kan få adgang til Borgerhuset, hvor der også er toiletter, hvis man har lånerkort til Dianalund Bibliotek. Man skal dog huske, at kortet er personligt og at man også skal passe på tingene der, så Borgerhuset forbliver tilgængeligt for alle. Vi ønsker alle en god jul og et godt nytår og håber at se jer til indvielsen i maj.  

Læserbrev: Høng-tølløse banen som S-tog

På et vælgermøde i Dianalund op til folketingsvalget i 2005 sagde den konservative kandidat Andreas Boisen noget interessant. Han boede selv på Vesterbro, og mente at Høng-Tølløse banen skulle være en forlængelse af S-togsnettet i København. Begrundelsen var, at de, der benyttede banen, brugte den som københavnere bruger S-toget, og at mange af dem alligevel skal på arbejde , der hvor S-togsnettet er.  Denne udmelding blev taget godt i mod af de fremmødte, og også af de andre kandidater. Jacob Buksti fra Socialdemokratiet, skød dog et forslag fra salen, om at også Slagelse skulle have S-tog, ned. Ideen her var ellers god. Alle de unge mennesker, der skal på gymnasiet og på erhvervsskolerne, kunne så fortsætte med toget hertil. Skinnerne lå der jo. Buksti mente imidlertid at skinnerne var for gamle, at signaler feks. ved vejoverskæringer, ville blive for dyre. Så det kunne ikke lade sig gøre. Men at Høng-Tølløse banen kunne kobles sammen med det københavnske S-togs net, var en nærliggende tanke, syntes han. Det er foreløbig ikke blevet til noget. Men visionen er jo slet ikke dum. Den er meget bedre end den nuværende, hvor banen blot anses for en klods om benet i den regionale økonomi. Jeg synes alle – regionalpolitikere og vælgere - burde annamme denne vision. Visionen kan så måske ikke realiseres i dag eller i morgen. Men hvis visionen er der, så kan den blive til virkelighed før end vi aner. Klimaproblematikken fordrer radikale løsninger. Transport via tog kunne være en af disse løsninger. Læserbrev af Jørgen Mogensen

Tryllekunstner og stjernekok sætter fokus på FN’s verdensmål

Oplev FN’s verdensmål live, når Global Goals Tour kommer til Sorø den 1. og 15. december.
Lørdag den 1. og lørdag den 15. december kan du opleve FN’s verdensmål på Torvet i Sorø, når tryllekunstner Anders Møller og tidligere hof-kok Jesper Vollmer deler ud af tips og tricks om alt fra trylleri til, hvordan du tryller med julemaden og undgår madspild. Det sker som en del af Global Goals Tour, som er en omfattende turné, der besøger i alt 48 byer i Danmark for at udbrede kendskabet til verdensmålene. Borgmester Gert Jørgensen glæder sig til de to events.
– I Byrådet har vi netop vedtaget Vision 2022, som tager afsæt i FN’s verdensmål, så jeg synes, det er alletiders, at vi nu får besøg af Global Goals Tour, som kan formidle verdensmålene på en levende og anderledes måde. Jeg håber, at rigtig mange borgere får lyst til at kigge forbi Torvet i Sorø og blive klogere på verdensmålene, siger han.
FN’s verdensmål er måske den største og mest ambitiøse plan, der nogensinde er lagt. Målet er at alle verdens lande, rige som fattige, i fællesskab skal skabe en bedre og mere bæredygtig verden.
Tag børnene med i trylleskole
Lørdag den 1. december kl. 11.30-12 kan man opleve en af Danmarks førende tryllekunstner Anders Møller, som leverer magisk underholdning i topklasse, og publikum kan glæde sig til et show fyldt med forbløffende magi blandet med en stor portion humor.  Anders skaber magi, der overrasker, underholder og fascinerer. Den røde tråd gennem showet er FN’s17 verdensmål. Efter showet vil Anders holde trylleskole, hvor de første 100 børn og unge i hver by får et sæt af de flotte verdensmålstryllekort. Herefter lærer Anders børnene et utroligt trylletrick, som de kan gå hjem og imponere venner og familie med!
Få hof-kokkens fif til billigere og bedre julemad
Lørdag den 15. december kl. 11.30-12 kan man opleve kok Jesper Vollmer, kendt fra bl.a. TV-programmet Spis & Spar, som og giver sine bud på, hvordan man kan spare lidt i den dyre juletid og samtidig begrænse madspildet. Jesper kommer med pointer fra sit eget liv som kok og familiefar, og som manden i huset der naturligvis kokkererer i julen. Der kommer små anekdoter fra det kongelige køkken, som Jesper stod for i 10 år, og om hvordan omtanke og fokus på madspild bestemt ikke er fremmedord ved hoffet. Jesper deler ud af fif og tricks til en lidt billigere og måske endda bedre jul uden så meget madspild - og med samvittigheden og pengepungen i orden. [caption id="attachment_14020" align="aligncenter" width="683"] Jesper Vollmer[/caption]
Fakta:
DANMARK FOR MÅLENE er en stor kampagne, som omfatter Global Goals Tour – et initiativ, som via en omfattende turné på 8 besøg i 48 danske byer har en mission om at udbrede FN’s 17 verdensmål til 2.000.000 danskere i løbet af 2019. Med Global Goals Tour har DANMARK FOR MÅLENE ambitioner om at få verdensmålene ind under huden på danskerne. Global Goals Tour kickstartes med to små pop-up julearrangementer i november-december 2018. Hver af de 48 byer får besøg af to underholdende og aktuelle scenearrangementer af ca. 30 minutters varighed. Arrangementer der giver smil på læben, inspiration og noget at snakke om bagefter, og for de 100 første i hver by, vil der være en lille verdensmålsgave, som de kan tage med hjem.

Nye medlemmer til bestyrelsen af Lokalhistorisk Forening

Lokalhistorisk Forening for Dianalund, Niløse, Ruds Vedby og Skellebjerg har valgt nye medlemmer til bestyrelsen.
Bestyrelsen nu sådan ud:
Formand: Ib Skovlykke Næstformand: Hans Daugbjerg Kasserer: Kirsten Christensen Sekretær: Jørgen Mogensen Bestyrelsesmedlemmer: Karen Hansen, Hanne Stokholm og Kirsten Green Suppleanter: Runa Mathorne og Bente Jensen
Årsskrift på vej til medlemmerne efter jul
Bestyrelsen vil i samarbejde med Lokalarkivet iværksætte en række aktiviteter til gavn og glæde for medlemmerne. Dette års årsskrift er således allerede ved at blive redigeret, og medlemmerne vil modtage det efter jul, ligesom de plejer. Mvh Lokalhistorisk Forening Bestyrelsen Ib Skovlykke Se mere her: Lokalhistorisk forening

Peter og Julius taler ud til fyldt multisal

Det hele startede med sammenligninger
Julius havde fået læst 3. bog om Harry Potter højt af sin far i 3. klasse og glæder sig til at fortælle det ovre i skolen, da han opdager en af hans klassekamerater sidder i klassen og læse den 5 bog på engelsk. Matematik går det også sløjt med, i det hele taget er skolen ikke den store succes for Julius.
Basketball og den første øl
Julius starter som 13 årig til basketball hvor han hurtigt får succes blandt andet på grund af sin højde. Her møder han sin første kæreste der er to år ældre end ham, hun både ryger og drikker øl. Julius overskrider her sine egne grænser for at blive en del af det nye fællesskab, og går fra at være den lidt stille og søde dreng til den mere rapkæftede og seje. Han ser på hvad de andre kan lide og former sig selv herefter.
Åben dørene for jeres børns venner - men Don't Panic
Julius var mødtes med vennerne udenfor hallen en kold tirsdag aften for at drikke. De havde valgt at drikke rent alkohol for at få en hurtigere virkning og måske lidt varme i kroppen. Julius kunne dog godt se på sine venner det ikke rigtig hjalp, så som noget helt natuligt inviterede han dem hjem. Har ringede endda i forvejen til sin far for at høre om det var ok, hvilket det selvfølgelig var. Da Peter lidt senere kommer ned i kælderen med rød saftevand og popcorn til Julius og hans venner, banker han på. Nu kan han bag døren høre et "Shit - det er Myginds far" og klirrene flasker, Julius åbner nu døren på klem og giver sin far et kæmpe kompliment. Vær altid mistænkelig hvis dit barn roser dig - Citat: Peter Mygind. Alkohol var ikke blevet diskuteret derhjemme endnu da Julius stadig kun var 13, så det kom som en stor overraskelse da det viste sig han var fuld. Det er så her Peter anbefaler man ikke går i panik men prøver at bevare fatningen. Spørg barnet så roligt som muligt: "Har du drukket alkohol?". Det øger mulighederne for et sandt svar, og en videre dialog.
Nytårsaften et halvt år efter
Selvtillid forøges af alkoholen hos Julius, men han går fra festen fordi han er blevet for fuld. Egentlig havde han bare lyst til at lægge sig under en busk, trods -11 grader, han vælger dog at ringe hjem. Da er kl. 22.45 og han bliver hentet uden skældud, selvom der skal stor overvindelse til med andre ord mange dybe vejrtrækninger. Peter og hans kone var sikre på at de var tæt på ham, men de havde overset manglen på selvtillid.
Frihed fra sin egen hverdag
En dag ringer en ven og spørger om de ikke skal prøve at ryge hash sammen, hvortil Julius svarer: "Jamen, selvfølgelig". Julius får en følelse af at blive fuldt accepteret af sin ven, da det er vennen der ringer til ham og tilbyder at de skal ryge hash. Allerede efter hans første joint opdager han, at det giver ham følelsen af frihed fra hans egen hverdag, men også frihed fra hans manglende tillid til hans egen formåen og udseende. Denne første gang får han røget alt for meget og ender med at blive delvist båret af hans ekskæreste som finder ham helt apatisk, mens "vennerne" ikke hjælper ham. Julius finder ud af at hash er et stof der kan hjælpe ham, hvis bare han nøjes med at tage det en gang imellem. Men det vender hurtigt til at han ryger en gang om måneden, som også ret hurtigt bliver til hver weekend. Lidt efter lidt bliver det til, når der ikke ryges er hverdagen næsten ikke til at holde ud. Han går stille og roligt fra at være sjov og kærlig til indadvendt og med en hættetrøje der dækker hele ansigtet. Hans forældre synes at han er blevet noget sær, men de tilskriver det hans teenageår og forestiller sig det bare er en periode Julius skal igennem.
Veninde kontakter forældrene
En af Julius tidligere veninder ringer og fortæller om misbruget til hans forældre, som først leder efter hash, da de er desperate og panikker. De finder en klump som lægges frem på spisebordet og Julius  konfronteres, som svarer med “Har i været inde på mit værelse?”. De ender med at planlægge en uge på et afvendingsprogram, og Julius deltager nødttvunget. Han får også noget ud af det men nægter dog at fortælle det. Selvom man som Peter Mygind har vundet "VM i kærlighed" bliver han nødt til at bede om hjælp til Julius.    
MDMA
Julius nye venner kender en pusher med mange andre muligheder. MDMA giver ham følelsen af at være konge af kærligheden med masser af glæde og overskud, så nu behøver kroppen ikke at producere dopamin mere. Og dermed bliver mulighederne for depressioner og nedtrykthed større. Forskningsresultater har vist at der kæmpe forskel i hvor meget MDMA der er i. Den ene pille kan der være 2 mg og den anden 266 mg og de er fuldstændig identiske af udseende. Der puttes samtidig rottegift i for få trukket blodårerne sammen så blodet kommer hurtigere rundt i kroppen. 
Kontakt til SSP
Det bliver tiltagende værre og Julius forældre kontakter SSP. Julius indvilger for så bakker forældrene vel lidt tilbage, hvilket de også gør. Men Julius er hård til mødet med SSP konsulenten, som indleder med at spørge: “Er du egentlig glad?”. Der bliver ikke sagt noget i flere minutter, hvorefter Julius bryder sammen. Herefter starter en langsom proces, hen imod at komme ud af misbrugene (Hash, Kokain, MDMA og Alkohol).
Endelig på vej ud
Julius begynder at gå til psykolog og bliver i den forbindelse udredt for ADD. Julius er nu begyndt på HF, Julius slutter af med nogle af sætninger han bruger når han kæmper med store humørsvingninger, indlærings- og hukommelseproblemer og depressioner. "Den enste der egentligt har ansvaret for dig, er dig", "Det er dig der skal bede om hjælp", "Det er dig der skal turde at være dig selv, respektere dig selv og lytte efter dig selv". En fjerde sætning fra Julius er: "Hvad skal du bruge det til, når du fortæller dig selv, du ikke er god nok?". Husk dig selv, at du sagtens kan sige nej, og sagtens kan bede om hjælp med alt det du kæmper med. "Jeg kæmper stadig med lysten til det hurtige lykkefix som stadigvæk er der,  jeg regner med at skulle kæmpe med denne lyst resten af mit liv". Slutter Julius foredraget af med.. Læs mere om arrangørerne her Dianalund B&U Kultur Sorø SSP Og læs mere her om sejtatsigenej-foreningen [gallery ids="13927,13926,13916,13917,13920,13921,13918,13922,13924,13919,13925"]

Aflysning af foredrag om Indre Mission

Folkeuniversitetet i Sorø beklager at måtte aflyse det planlagte foredrag om Indre Mission – myter og sandhed, som skulle have været afholdt tirsdag d. 6. november i Borgerhuset i Dianalund. Aflysningen skyldes for få tilmeldte.